The Danish Way
Dato
09-05-2008

Forfatter(e)
Innovation Inside

The Danish Way

Har du en lean mean winning machine? Toyota har. Bilkoncernen er en af verdens absolut mest succesrige og beundrede virksomheder. Nr. 3 på Business Week-BCG's rangliste over verdens mest innovative virksomheder 2008. Kun slået af Apple og Google.

Toyota har leveret overskud de seneste 30 år - et overskud, som vel og mærke er otte gange større, end de amerikanske konkurrenter præsterer - og er førende i verden på stor set alle discipliner inden for produktion, fra kvalitet til produktivitet og fleksibilitet. Samtidig har Toyota verdens hurtigste system for produktudvikling i sin branche. Det tager Toyota 12 måneder at udvikle en ny bilmodel, hvor det tager to-tre år for konkurrenterne.

                      Jeffrey Liker, professor på University of Michigan, har studeret fænomenet Toyota i mere end 20 år og haft adgang til hele virksomhedens ledelse og processer. Det har ført til bogen "The Toyota Way" som gennem de seneste år har været en fast bestseller blandt lufthavnskioskernes managementbøger. Liker har med egne ord knækket Toyotas DNA og beskriver i bogen skridt for skridt hvordan verdens bedste virksomhed fungerer.

Den 28. maj kommer Liker til København for at tale i Børsen Executive Club og indgå i en tête-à-tête med danske topledere til Fujitsu Executive Evening.

                      Hvad handler Toyotas DNA så om? Toyota har vist, at nøglen til langsigtet succes ikke ligger i finansiel styrke, store markeder, stordriftsfordele og andre forhold, som blev anset for succesgarantier i industrialderen. Nøglen ligger derimod i at mestre produktionens processer og hele tiden, uafladeligt, dag for dag, fokusere på at forbedre hver enkelt proces ved at eliminere spild og maksimere værdi for kunden. Hvad man også kalder for lean produktion.

                      Toyotas lean-tænkning leverer en effektivitet, en nytænkning og en fleksibilitet, som gjorde den oprindeligt lille bilfabrik i stand til at manøvrere hurtigt efter nye vækstmuligheder og slå de store bilkoncerner på både udvikling og omkostninger.

                      Forenklet sagt.

                      Jamen, er det ikke sådan danske virksomheder altid har arbejdet, kunne man fristes til at spørge. Fokus på kunden, lad os snakke sammen, kom med dine ideer, hvad kan vi gøre bedre, væk med spild. Jo, i høj grad. Selve kulturen i Toyota minder meget om arbejdskulturen i mange danske virksomheder.

                      Så The Toyota Way er i høj grad også The Danish Way.

                      Men til forskel fra mange danske virksomheder har Toyota systematiseret arbejdsmetoden og gjort arbejdskulturen eksplicit, beskrevet den, så den er synlig og til at arbejde med. Nye medarbejdere bliver undervist i Toyotas arbejdsmetoder og filosofi. I danske virksomheder er arbejdskulturen som regel latent til stede som en uskreven måde, man gør ting sammen på, ligesom produktionssystemet er sjældent beskrevet som en sammenhængende filosofi.

                      Toyota er systematisk. Hvert led i det samlede system skal fungere, hvis den fulde gevinst skal realiseres. Det kræver en fælles tilgang og kultur blandt alle i hele organisationen. Det kræver også, at alle led i den samlede proces er velbeskrevet. Hvis man vil fikse det svage led skal man jo kunne finde det.

                      Toyotas systematiske tænkning kan sammenlignes med en svensk foldboldtræner. Det danske landshold er glad for at spille bold og har masser af talent, men som regel skal der "svensk" struktur og disciplin til, for at spilleglæden bliver til mål.

                      Men før du nu straks køber en kasse af "The Toyta Way" til resten af ledergruppen i håb om at blive en "dansk Toyota", så er det værd at bide fast i et par ret væsentlige forbehold.

For det første er det ikke let at blive som Toyota. Ifølge Liker mestrer færre end én pct. af verdens virksomheder lean på niveau med Toyota.

For det andet skal hver virksomhed udvikle sin egen måde at være lean på. Ingen er lykkedes med råt at kopiere Toyota.

                      For det tredje tog det Toyota omkring 100 år at udvikle sin lean kultur. Og man er ikke færdige endnu.

Så god fornøjelse med projektet.

Men mistrøst ikke. Den danske arbejdskultur kan gøre det lettere og hurtigere at få resultater af lean her, end så mange andre steder. Samtidig anslår Jeffrey Liker, at omkring 90 pct. af de fleste forretningsprocesser i dag fortsat er spild, mens kun 10 pct. er reelt værdiskabende. Så er der masser at tage fat på - og masser af konkurrenceevne at hente.

 

Berlingske Nyhedsmagasin


Tilbage
Mikael R. Lindholm, Fyrrevej 15, 2680 Solrød Strand, Telefon: , mrlindholm@mail.dk