Ups. Vi er vist løbet tør for klode
Dato
02-05-2008

Forfatter(e)
Tendens

Ups. Vi er vist løbet tør for klode

Hvad sker der, når hylderne er tomme og efterspørgslen fortsætter? Priserne stiger. Hvor meget og hvor hurtigt beror helt på hvor desperat behovet er.

                      Velkommen til den globale råvarekrise.

                      Prisen på olie slog i sidste uge en ny verdensrekord, da den passerede 119 dollar tønden. Det er næppe den sidste rekord. Flere eksperter vurderer, at olien kan stige til 200 dollar tønden. Allerede nu er prisen på olie - korrigeret for inflation - højere end under oliekriserne i '70erne.

                      Resultatet af de høje oliepriser er lavere købekraft verden over, hvilket især rammer de fattigste, lige som det bidrager til øget arbejdsløshed - og belaster et klima, som allerede har sin egen krise.

                      De høje oliepriser får nemlig energiselskaberne til at skifte tilbage til kulbaserede kraftværker, den mest miljøbelastende energiform på kloden. Lige nu er der planer om at bygge 50 nye kulkraftværker alene i Europa de næste fem år, som vil pumpe tonsvis af kultveilte i atmosfæren de næste 50 år. Alene Italien regner med at øge sit kulbaserede energiforbrug fra 14 til 33 pct. over de næste fem år.

                      Det har fået miljøaktivesterne på gaderne i Italien, Tjekkiet, Tyskland og Storbritannien, mens klimaeksperterne ryster på hovedet.

 

                      Prisen på ris satte i sidste uge nye rekorder, da den passerede 250 dollar pr. ton. Det var den foreløbige kulmination på en nærmest lodret stigende priskurve. Ris - verdens hvide korn - er blevet 150 pct. dyrere på lidt over et halvt år.

                      Resultatet er en global menneskelig katastrofe. Josette Sheeran, leder af FN's World Food Programme, kalder udviklingen for en "stum tsunami". Ris er hovedingrediensen i det daglige måltid i de fleste af verdens fattigste lande. Ifølge FN tvinger de voldsomme prisstigninger middelklassen i de fattige lande til skære ned på lægehjælp og undvære kød, mens de fattige tager børnene ud af skolen og skærer grøntsager og andet væk for at få råd til den daglige skål ris. Og de allerfattigste - ja, de står over for den ultimative katastrofe.

Omkring 100 millioner mennesker risikerer at blive ramt af sult, fejlernæring og sygdom som følge af prisstigningerne.

Det har fået menneskemasser til at demonstrere i gaderne fra Filippinerne til Bangladesh og Mexico. Regeringerne i mange riseksporterende asiatiske og sydamerikanske lande har lukket for eksport af ris for at sikre interne forsyninger. Hvilket akut forværrer hele situationen i de risimporterende lande.

I Europa får den lavere købekraft og de høje priser på korn økologisk landbrug til at se mindre attraktivt ud. Der er pludselig mange penge at tjene på at udnytte al jord maksimalt til at dyrke konventionelle afgrøder.

 

Den globale råvarekrise begrænser sig ikke til olie og ris. Priserne på metal og andre råvarer er gået samme vej.

Hvilket rejser spørgsmålet: Hvad sker der? Er vi løbet tør for klode? Vil knappe ressourcer begrænse vækstmulighederne i årene fremover?

Svaret beror meget på hvad det er, der driver prisstigningerne.

En forklaring kan være, at rastløse penge fra et kriseramt bolig- og aktiemarked har søgt tilflugt i råvaremarkedet og nu skaber en ny spekulationsboble der. Det er hvad en af verdens mest succesrige investorer, George Soros, mener. Oveni kommer vestlige varsler om biobrændsel, der pludselig tiltrækker nye spekulanter til landbruget. Hvis Soros har ret, vil boblen en dag briste, og priserne igen normalisere sig. Opgaven er at håndtere den mellemliggende fase.

En anden forklaring kan være, at den vedvarende efterspørgsel fra Kinas historisk hurtigt voksende middelklasse skaber større efterspørgsel på brændstof, mad og metal, end verdens producenter kan levere - lige nu. Vi er løbet ind i et globalt kapacitetsproblem, forværret af et år med dårligt vejr, fejlslagne afgrøder og nogle tømte oliebrønde. I så fald handler det om at øge kapaciteten med nye oliebrønde (og måske en del atomkraftværker), nye miner og ny (genetisk effektiviseret) landbrugsproduktion, hvorefter priserne falder til et mere normalt niveau.

En tredje forklaring kan være, at vi har opbrugt klodens ressourcer. I så fald er tiden med de lave priser slut for altid. Vi skal indrette os på helt nye livsvilkår.

 

Forklaringen om, at nu har vi tømt klodens ressourcer, var også populær under råvarekriserne i '70erne. Også dengang slog prisen på olie, korn og metal alle rekorder og skabte kriser verden over. Men kloden viste sig ikke at være tømt. Teknologisk innovation løste mange af ressourceproblemerne.

                      Forklaringen om, at vi er løbet ind i et midlertidigt kapacitetsproblem, virker derfor umiddelbart mere plausibel. Stigningerne i råvarepriserne i '70erne kom i kølvandet på en globaliseringsbølge med stærk vækst af den slags, som vi også har oplevet de seneste 10-15 år. Men - og det er et stort men - til forskel fra dengang er det i dag Kina, der suger ressourcerne. I '70erne var det Japan og til dels Europa - som reagerede på prisstigningerne ved at lade væksten falde.

Intet tyder på, at Kina har tænkt sig at sætte væksten ned. Hvad værre er, hvis Kinas vækstmaskine går i stå, risikerer effekten i værste fald at blive en global økonomisk katastrofe, som overgår de kriser, vi står med lige nu. Derfor kan den globale råvarekrise udspille sig meget anderledes denne gang - og ligne en permanent tilstand meget mere end vi bryder os om.

Forklaringen om, at klodens finansspekulanter er på spil igen, ligner til sammenligning ren ønsketænkning.

Desværre.

 

Politiken


Tilbage
Mikael R. Lindholm, Fyrrevej 15, 2680 Solrød Strand, Telefon: , mrlindholm@mail.dk