Innovationens guldkultur
Dato
25-04-2008

Forfatter(e)
Innovation Inside

Innovationens guldkultur

Novo Nordisk er Danmarks mest innovative virksomhed med søsterselskabet Novozymes på en andenplads, efterfulgt af Danfoss, B&O og Grundfos. Sådan ser listen over innovationens guldimage ud i 2008, når Danmarks erhvervsledere bliver bedt om at forholde sig til landets største virksomheder.

Listen over de mest respekterede innovationsmaskiner er ikke overraskende - og bør heller ikke være det. I fri konkurrence er det evnen til konstant fornyelse - innovation - der sikrer den vedvarende succes, som skal til for at blive Danmarks mest beundrede virksomhed.

Der er da også et stort sammenfald mellem de mest innovative og de samlet set mest respekterede virksomheder.

                      Ifølge de bagvedliggende analyser af Guldnummerets imageundersøgelse, som Institut for Opinionsanalyse har gennemført, er der en tæt kobling mellem bedømmelsen af innovation, ledelse og konkurrenceevne. Innovation bliver anset for at være ledelsens ansvar og har en direkte betydning for konkurrenceevnen.

                      Dermed ikke sagt, at det nødvendigvis er let at omsætte innovation til resultater. Faktisk scorer de bedste til innovation næsten konsekvent lavere på ledelse og konkurrenceevne, end innovation. Det svære ligger tydeligvis i at forvandle nytænkningen til bundlinie.

                      B&O er et eksempel. Målt på innovation havner B&O på en flot 4. plads - men på den samlede imageopgørelse er B&O kun nr. 31. Den lavere samlede placering skyldes hovedsagelig, at B&O kun opnår en 130. plads på ledelse og 117. plads på konkurrenceevne.

                      Interessant nok tæller ranglisten over innovationens guldimage både danske og udenlandske virksomheder, børsnoterede, familieejede og fondsejede virksomheder, forskningsvirksomheder, industrivirksomheder, it-virksomheder, detailvirksomheder, finansvirksomheder og servicevirksomheder. Innovation kan med andre ord ikke forklares med ejerskab eller branche (og derfor er der heller ingen undskyldninger for ikke at mestre det).

                      Fælles for Danmarks mest respekterede innovationsmaskiner er, at de bevidst og vedvarende har udviklet en kultur i virksomheden, som værdsætter nytænkende, kreative medarbejdere. Der skal selvfølgelig også en begavet ledelsesindsats til for at sikre, at de gode ideer bliver omsat til løsninger og resultater. Men det sker i de bedste virksomheder med afsæt i en stærk innovationskultur - det vil sige fælles værdier og holdninger i hele virksomheden til, at nytænkning er godt, og at engang imellem mislykkes man også.

                      I den forbindelse er det ikke nok, at ordet "innovation" indgår i topchefens taler og fremgår af virksomhedens vision statement på hjemmesiden. En stærk kultur handler om, at medarbejderne lever værdierne i hverdagen. Lakmusprøven er derfor at spørge en vilkårlig mellemleder om hvad innovation betyder.

                      Her er hvad Lise-Lotte Petersen, sitechef for Novo Nordisk i Kalundborg, siger: "Hele vores ledelsesgrundlag er at finde nye og bedre måder at udføre arbejdet på, og derfor skal vi agere innovativt i hele virksomheden og hele tiden."

                      Som i Novo Nordisk arbejder mange af de bedste til innovation bevidst på at fremme en stærk innovationskultur. Ofte gennem meget synlige kulturpåvirkende initiativer. Danfoss har etableret projekt "Manden på månen", som skal få radikale ideer frem i lyset. Microsoft har sit initiativ "Think Week", hvor topledelsen bruger en uge hvert år på at evaluere ideer og projekter, som enhver medarbejder verden over kan indsende. Ikea involverer med sin konkurrence "Fiffiga Folket" hele den svenske befolkning i sin produktudvikling.

                      Det er ganske vist ingen garanti for succes at have en stærk innovationskultur. Men det er en nødvendig forudsætning for alt andet, og i en stor organisation vokser en innovativ kultur sjældent frem af sig selv - tværtimod. Der skal derfor en målrettet indsats fra topledelsen til for at få nytænkningen i front.

                      Hvem har så brug for at få checket sin innovationskultur? Hvis vi ser på den samlede rangliste over de mest respekterede virksomheder, så havner Dansk Bank på en 6. plads, men kun som nr. 35 målt på innovation. A.P. Møller-Mærsk kommer ind på en samlet 13. plads, men kun som nr. 54 på innovation. ATP havner på en samlet 24. plads, men kun nr. 111 målt på innovation.

                      Tænk, hvad de virksomheder dog kan komme til at præstere, når de først også får en stærk innovationskultur.

 

Berlingske Nyhedsmagasin


Tilbage
Mikael R. Lindholm, Fyrrevej 15, 2680 Solrød Strand, Telefon: , mrlindholm@mail.dk