Hvor er blogpolitiet?
Dato
28-08-2006

Forfatter(e)
Tænketanken

Hvor er blogpolitiet?

Blogs kandiderer til at være The Next Big Thing i medieuniverset. Bloggen - reelt et kryds mellem en hjemmeside med debatfunktion og en offentlig e-mailudveksling - breder sig som en steppebrand verden over, som et nyt socialt medie, der demokratiserer mediemagten til hundreder af millioner almindelige borgere på bekostning af de etablerede medier.
Sådan udlægger i det mindste blogosfærens digerati - internettets elite - fremtiden. Alene i USA læser knap 60 millioner mennesker blogs, mens 12 millioner har en. 75 pct. af franskmændene har læst en blog. Hver femte dansker har læst en i løbet af den seneste uge. Hver dag bliver der oprettet omkring 100.000 nye blogs verden over, og der er ingen tegn på, at væksten aftager foreløbig.
Det store spørgsmål er hvordan disse mange millioner blogs kommer til at påvirke medievanerne. Det er ikke kun et brændende spørgsmål for de etablerede medier, som får ny konkurrence, det er også vigtigt for virksomheder og politikere, der vil nå folk med deres budskaber. Hvordan påvirker det forbrugernes og vælgernes verdensbillede, hvis hovedparten af medietiden bliver brugt på udvalgte blogs?
Trine-Maria Kristensen fra blogkonsulenterne Social Square, som blogger om blogs på sin blog  hovedetpaabloggen.dk, stiller et stort spørgsmålstegn ved de etablerede mediers evne til at udfylde deres klassiske rolle som en ramme omkring samfundsdebatten, når fremtidens samtaler kommer til at foregå distribueret på nettet via en myriade af indbyrdes forbundne blogs. Samtalerne - om livet, samfundet og fremtiden - flytter sig ud i netværk af netværk; de netværk, der leverer det enkelte menneske mest værdi, vil blive de mest indflydelsesrige.
Hvis det er rigtigt - og vi siger foreløbig hvis, med en kraftig streg under - bør vi tænke tanken til ende og overveje perspektiverne meget nøje. For i så fald står vi over for en meget væsentlig udfordring.

Hvor tryg er blogosfæren?

For det første er der ikke meget, der tyder på, at de traditionelle mediemagter mestrer blogosfærens virkemidler. Selv Microsoft, en klassisk annoncør, har svært ved at komme af med penge til aviserne, de klassiske medier, ved hjælp af blogging.
Jens Storm Læsø, marketingdirektør hos Microsoft Danmark, skrev på sin egen blog den 21. august kl. 16:12, forundret over ikke at være blevet kontaktet af de nye gratisaviser, at han "afsætter tid til den første af de nye gratisaviser som sender mig en e-mail på jensl@microsoft.com og fortæller om deres nye avis. De andre må vente." Noget af et tilbud til aviser i krig fra en af landets allerstørste annoncører. Han venter stadig.
For det andet er der ikke meget, der tyder på, at blogosfærens digerati mestrer en udviklet mediekultur. Ifølge en nylig kortlægning foretaget af University of Maryland blogger hele 55 pct. af bloggerne under pseudonym. Det betyder, at det oftest er umuligt at forholde sig kildekritisk til blogoplysningerne. Hvem som helst - med hvilke som helst interesser - kan stå bag oplysninger, der bliver præsenteret af tillidsskabende aliaser som Albert Einstein. Læg dertil, at 51 pct. af bloggerne ifølge eget udsagn blogger for at "påvirke den måde andre mennesker tænker på". Hvis blogs er fremtiden, hvor trygt ser den så ud?

Ansvarshavende blogredaktør

Således står internettets nye "uredigerede" medier med millioner af bloggere over for de etablerede, "redigerede" medier. Hvis blogosfærens konventioner blev overført til de redigerede medier, ville det svare til, at alle krav om kildeangivelse og andre presseetiske krav omgående blev skrottet i Politiken, Computerworld og alle andre redigerede medier.
Desværre accepterer mange etablerede medier i dag bloggernes chatkultur med aliaser ud i det absurde. Formentlig for at signalere, at man er ung med de unge, og i håb om at tiltrække publikum og dermed trafik nok online til at sælge flere bannerannoncer. For eksempel har Nordjyske Medier etableret en blog for læserne, hvor Dr. Lummerfis og Mor diskuterer "Lad dem dog vise patter" i bloggen Simons Sammensurium - i øvrigt et glimrende navn for netop den blog.
Desværre har vi ikke at gøre med et isoleret nordjysk fænomen.
Løsningen må derfor være, at vi - som samfund - forholder os til blogfænomenet og gør enhver blogejer til ansvarshavende blogredaktør. Det er en anerkendelse af de nye medier, som samtidig forpligter dem til at respektere god presseskik og medieansvarsloven i øvrigt, ganske som de etablerede medier, bloggerne forventer at marginalisere. Det vil også gøre det muligt for blogpolitiet at rykke ud og skabe tryghed i et lovløst mediemarked.
Mens vi venter på politiet kunne de etablerede medier begynde med at rydde op hos sig selv. Dybest set er det vel ikke andet end almindelig anstændighed at præsentere sig selv, når man vil gøre sine synspunkter gældende i et offentligt rum?

Politiken, den 28. august, 2006


Tilbage
Mikael R. Lindholm, Fyrrevej 15, 2680 Solrød Strand, Telefon: , mrlindholm@mail.dk