Anno Allah 1427
Dato
16-04-2006

Anno Allah 1427

DUBAI - Selvfølgelig dukkede spørgsmålet op. Jeg stod hos Arun, en skrædder, jeg havde fået anbefalet. Klokken var lidt i ti om formiddagen og varmen var allerede ved at passere de 30 grader. En ventilator forsøgte tappert at gøre en forskel, men uden stort held.

                      "Hvor kommer du fra?"

                      Det er et meget naturligt spørgsmål her i en af globaliseringens store smeltedigler, hvor halvanden millioner mennesker fra 180 lande lever side om side for at bygge fremtidens Arabien.

                      Dubai er med sine futuristiske skyskrabere, kunstige palmeøer, flåder af Lamborghinier, ti-sporede motorveje, det sejlformede luksushotel Burj Al Arab, monumentale shoppingscentre med indendørs slalombakker (med skilift, ja), Formel 1-bane, Derby for heste og kameler og hypermoderne bycentre, hvor nye ambitøse universiteter, højteknologiske virksomheder og drømmeagtige livsnyderboliger danner rammen om et globalt hotspot for handel, forskning og turisme - alt dette gør Dubai til Mellemøstens skinnende fremtidshåb og  inspirationskilde for mange andre arabiske lande.

                      Meget af dette skyldes sheiken i Dubai, Mohammad Bin Rashid Al Maktoum, en ganske visionær enehersker (Dubai er et fungerende monarki), som har udnyttet sin universitetsuddannelse, magt og oliepenge til at gøre op med et årtusinder gammelt beduinsamfund for at bygge et vidensbaseret fremtidssamfund til et Arabien, der om 10-20 år løber tør for olie. Hans kone, Haya, går typisk klædt i et vestlig powerdress og bruger meget af sin energi på at fremme uddannelse og ligestilling for kvinder i Mellemøsten.

Hvad enten visionen lykkes eller ej er Dubai et fascinerende studie i mødet mellem tro og teknologi. For under den modernistiske højteknologiske overflade med trådløse bredbånd stortrives en oldgammel kultur præget af dyb tro og nedarvede sædvaner. Så skinnet fra glasfacaderne kan bedrage. For eksempel har den visionære sheik fire koner (der er indført kvoter, fire er i dag maksimum), hvoraf den første har siddet i husarrest i mange år for en forseelse, de fleste for længst har glemt. Haya er kone nr. 4. Meget af den arabiske fremtidsdrøm bliver bygget af millioner indiske og pakistanske arbejdere, som knokler 17 timer i døgnet i op til 50 graders varme, som kræver sin portion døde, til en løn og under forhold, som mange kalder for "moderne slaveri". Og nok bringer Gulf News reportager om kvinder i Bahrain, der protesterer mod islamistisk fundamentalisme og mandschauveunisme, men ifølge årstallet på forsiden er vi ikke nået længere end til anno 1427.

Den arabiske tidsregning er symbolsk set meget rammende. På sin vis er mange arabere stadig forankrede i middelalderen. Til forskel fra europæerne - her ligger den dybe kulturkløft - har de aldrig gjort op med religionen som magtfaktor.

Det moderne Europa er - meget takket være de franske ateister, som ikke bare halshuggede adelen, men forkastede den katolske gud og kongen som hans jordiske stedfortræder - det tætteste på en gudeløs civilisation menneskeheden har frembragt. Spørgsmålet er, om det placerer Europa i vanguarden af verdenshistorien. Det ser mange ud til at tro, ikke mindst danskerne - hvilket formentlig er hovedårsagen til, at vi blev overraskede af de radikale islamister, som kyndigt brugte de danske Muhammed-tegninger i et magtspil.

Som historikeren Michael Burleigh skriver i sin nye bog "Earthly Powers" om nutidens sammenstød mellem religion og politik, så findes der fortsat mange mennesker i verden, som ønsker at forme samfundet efter Guds ønsker - hvis vi glemmer det, så glemmer vi også, at det er Europa - os - der er undtagelsen i verdenshistorien, og ikke reglen. Fra de muslimske imamer i Saudi-Arabien til tv-præster i det amerikanske Bibel-bælte bliver den politiske virkelighed og verdens gang stadig i høj grad formet af tro.

"Det mest besynderlige en araber kan møde er et menneske, som ingen tro har," fortalte en dansker hernede forleden aften. Han bygger skyskrabere, har boet i Dubai i fem år og er - som de fleste andre danskere her - rasende over den "komplet inkompetente danske håndtering" af sagen om Muhammed-tegningerne. "Hvis du vil begå dig i en verden med mere end en milliard muslimer, bliver du nødt til at forstå hvordan disse mennesker ser verden. Det er helt i orden, at du har en anden tro, det respekterer de - og forventer, at du respekterer deres. Men at du ingen tro har, ligger helt uden for den muslimske forestillingsverden. Det er i deres øjne forfærdeligt, uanset hvor meget du forsøger at forklare det. Det betyder, at du er fortabt."

Araberne selv formår på forunderlig vis at forene det gamle og det nye. For eksempel har hvert et shoppingcenter Prayer Rooms til de daglige bønner. Således er der balance mellem forbrugstrang og sjælefred. For udlændinge kan det være vanskeligere. En dansk virksomhed her ville ikke give de lokale muslimske medarbejdere fri til bøn under ramadanen, den hellige måned. Til gengæld sendte de dem et julekort, selv om muslimerne ikke fejrer jul. Dansk tolerence og forståelse?

Her stod jeg så skrædderen og skulle svare på hvor jeg kom fra. I et splitsekund tøvede jeg - men sagde så:

"Jeg er fra Danmark."

Pludselig var hyggesnakken forbi. Han sagde intet. Hverken et muntert "Er der ikke koldt der nu?" eller et begejstret "Michael Laudrup!" Ingenting. Kun en susen fra ventilatoren, mens han tegnede kridtstreger på stoffet. Jeg måtte have vished, så jeg spurgte ham, om han havde hørt om "The Cartoons". Jeg fik et overbærende smil. Det havde han skam.

"Der har været meget vrede. Jeg forestrækker at fokusere på forretninger," sagde skrædderen og anså tydeligt samatalen for at være udtømt.

Det var Danmark. Fra et anerkendende nik til et overbærende smil. Boykotten mod Arla er ophævet, der er Lurpak i butikkerne, men at overbevise nogen her om at Danmark som samfund er en global rollemodel, dét bliver lidt af en opgave.


Tilbage
Mikael R. Lindholm, Fyrrevej 15, 2680 Solrød Strand, Telefon: , mrlindholm@mail.dk