Sophia Loren og fiskehandleren
Dato
16-07-2006

Sophia Loren og fiskehandleren

SARDINIEN - Den var let at få øje på, Mussolini-kalenderen. Ja, nærmest umulig at undgå. Det var den eneste vægdekoration i butikken.

Jeg stod hos fiskehandleren i Porto Rotondo og ventede på at købe orate og sardiner - fantastisk at grille under pinjetræernes skygge til en flaske iskold vermentino, et lille olivenstenskast fra den klipperevne strandkant. Og der hang kalenderen, hver måned med sine nostalgiske fotografier af il duce i triumferende positur.

Ikke fordi nationalromantik er fremmed i Danmark. Tværtimod. Mange danske vælgere svælger i drømmen om den tabte gårsdag og sætter deres kryds der, hvor håbet er størst om at skrue tiden tilbage. Men kalenderen hos fiskehandleren illustrerer hvilken monumental udfordring Italiens nye nærmest socialdemokratiske premierminister, Romano Prodi, står over for. Han vil modernisere det patriarkalske Italien til kravene i en global økonomi ved hjælp af en stærkt skandinavisk-inspireret velfærdssamfundsmodel - ensatsning, som både forudsætter et opgør med gamle verdensbilleder og nye skattefinansierede samfundsløsninger.

Og Sophia Loren gør ikke nødvendigvis opgaven lettere.

Hun er sommerens store debat i Italien. Det er muligt, at CIA har slået en italiensk spion ihjel, at Italien trækker sig ud af Irak og nedkøler forholdet til USA, at økonomien er på vej mod nedkøling og arbejdsløsheden har bidt sig fast, at mafiaen fortsat hærger og korruption lemlæster forvaltningen, at arbejdsmarkedet er dysfunktionelt og velfærdsystemet er en vittighed, og at de italienske foldboldhelte står anklagede for fusk og svindel - men hvad virkelig skaber forargelse og optager sindene er, at 72-årige Donna Sophia står model til næste års Pirelli-kalender.

"Donna Sophia stripper!" skreg La Stampa, mens La Repubblica udbasunerede: "Sophia Loren nøgen i Pirelli-kalender".

Det er ingen bagatel. Pirelli-kalenderen bliver trykt i et oplag, der rivaliserer biblen, og har for længst løftet sig ud af bilværkstedet som kulturel institution. Hvis Italien gav sig til at udgive en kulturkanon - Gud forbyde det - ville Pirelli-kalenderen med sikkerhed være med.

Sophia Loren - en smuk skuespillerinde, som havde sit filmgennembrud i 1950'ere - har før vist sig uden tøj på. Når nyheden om at hun som 72-årig lægger krop til som pin-up i en nøgenkalender skaber chok og forargelse, så hænger det sammen med to forhold.

For det første er Donna Sophia noget af det tætteste italienerne kommer på en dronning i en royalfri republik. Ja, faktisk har Donna Sophia tillagt sig Dronning Margrethes vane med at omtale sig selv i tredjeperson: "Vi har længe tænkt over denne beslutning, men vi har haft svært ved at beslutte os," sagde hun om Pirelli-projektet.

For det andet har lady Loren tænkt sig at udstille sin ikoniserede og aldrende krop i et land, som har ophøjet kropsdyrkelse til en kunst i så ekstrem grad, at en italiensk mand for nogle år siden i ramme alvor ville have det forbudt, at ældre kvinder må optræde topløse på stranden, fordi det er "grimt" at se på.

Forslaget blev ikke ophøjet til lov, men illustrerer fint normen og tænkningen her. Den er også tydelig på enhver italiensk strand, hvor hærskarer af solbrunede og veltrimmede kvindekroppe viser, at sommerens solbadning ikke er et tidsfordriv, men en nøje koreograferet social aktivitet, som omfatter:

* en veltrimmet og ung krop, uanset alder, og uanset om den har født et eller to børn (ingen får flere - slider for meget), hvilket bla. forudsætter svedige løbeture morgen og aften

* en komplet og tidssvarende garderobe, hvor grundelementerne består af overdimensionerede Gucci-briller, pastiche-farvede Gabbana-håndklæder, dristige Armani-bikinier (én bikini til formiddagen, én til eftermiddagen, og aldrig den samme to gange på en uge)

* et sæt brystimplantationer, strategiske fedtsugninger, en streng diæt, frivillig anoreksi og/eller en bulemi-kur

* et banklån, hvis mandens indkomst ikke slår til, så man kan få råd til de rigtige liggestole og alt det andet.

Det kræver hårdt og målrettet arbejde at gøre karriere som kvinde i det mandsdominerede Italien - og kroppen er det vigtigste aktiv.

Tanken er snublende nær. Hvad nu, hvis kvinderne brugte samme målrettede energi på at forfølge et professionelt erhverv? Det ville forløse en dynamik og vækst, som kunne positionere Italien helt anderledes i en global økonomi, hvor succes handler om at bruge det indvendige af hovedet mere end det udvendige.

Som det er i dag deltager kun 43 pct. af kvinderne i Italien på arbejdsmarkedet. Det er mindre end halv så mange, som i Danmark - og repræsenterer indlysende et kolossalt tab af talentmasse og innovationskraft.

Men i dagens Italien er børnehaver svære at finde og det sociale sikkerhedsnet er svagt. Groft sagt står mange italienske kvinder med valget mellem at få børn, gå hjemme og være 100 pct. afhængige af manden eller fravælge børn for at have frihed til at dyrke en professionel karriere.

Sophia Loren risikerer i den forbindelse at gøre de italienske kvinder en bjørnetjeneste. Ganske vist bryder hun som 72-årig pin-up med både etablerede forestillinger og et alderstabu, hvilket er kærkomment. Men hun sætter samtidig en ny standard for hvor langt man kan drive karrieren som kvindekrop.

Dette er sommerens spørgsmål. Vil fiskehandleren erstatte Mussolini med Loren - og er det i så fald et skridt frem eller tilbage? Lykkes det for Prodi at rekalibrere den kvindelige italienske talentmasse - og vil det gøre de italienske strande kedeligere?

                      Avanti. Grillen kalder. 

 

Politiken, den 16. juli, 2006


Tilbage
Mikael R. Lindholm, Fyrrevej 15, 2680 Solrød Strand, Telefon: , mrlindholm@mail.dk