Kulturkrig
Dato
25-02-2006

Forfatter(e)
Kommentar

Kulturkrig

Kasper Holtens post-apokalyptiske opsætning af "Ragnarok" er en næsten uhyggeligt præcis kommentar til et Danmark i Muhammedkrisens skygge. I Wagners episke opera fortæres Brünnhilde af flammer, mens hun forsøger at forstå hvorfor hendes idealer og verden går under. Hun ser ikke, at to ideologiers kamp om at forløse verden ender i begges undergang.
Det står nu klart, at Jyllands-Postens tegninger - tilsat flere og mere krænkende billeder, der aldrig har været trykt i avisen - er blevet misbrugt af religiøse ledere og magthaverne i en række muslimske lande med det simple formål at styrke deres greb om magten. Budskabet har været, at dette er hvad der venter vore idealer og vor identitet, hvis vi indfører vestligt demokrati med individualisme og fri presse.
Misbruget og manipulationen til trods var det fortsat Danmark, der - som den nyttige idiot - serverede muligheden på et sølvfad. Mere præcist viser kortlægningen af krisens kronologi, at statsminister Anders Fogh Rasmussens nej til at mødes med de muslimske ambassadører - trods klare advarsler om konsekvenserne - var udslagsgivende for fatwaen mod Danmark.
Det får vi ingen tak for. Selv Schweiz har følt sig nødsaget til at hæve det nationale sikkerhedsberedskab, alene fordi det schweiziske flag (hvidt med rødt kors) ligner det danske og derfor bliver brændt ved fejltagelser. Vist har vore allierede og venner forsvaret os. De fleste i ord, mens EU's udenrigskoordinator Javier Solana har rejst i det ganske Mellemøsten og de facto undskyldt på Danmarks vegne.
Men hjælpen har en høj pris. Danmark har trukket store veksler, som vil blive afregnet i klingende politisk mønt. Danske standpunkter vil stå svagt i de kommende år i EU - og udenfor. Verdenspressen vil samtidig holde øje med Danmark som aldrig før. I de kommende år risikerer uoverlagte udtalelser øjeblikkelig globalisering via medier og vil kunne udløse spontane reaktioner mod danske borgere og danske virksomheder. Hvis statsministeren og regeringen - eller det for hver dag stærkere støtteparti, Dansk Folkeparti - derfor fortsætter de senere års hårde retorik omkring muslimske indvandrere med udtalelser som "vi skal aldeles ikke vise forståelse", så er der en overhængende fare for nye konflikter, der kan sætte Danmarks venskaber på en prøve, som ingen har lyst til opleve udfaldet af.
Den dybe ironi for Danmark er, at en frygt for islamisk selv-censur i danske medier kan ende med en nødvendig politisk selv-censur, ligesom vores muligheder for at påvirke den internationale dagsorden i retning af vores værdier og verdensbillede vil være svækket i lang tid fremover. Muhammedkrisen er derfor ikke bare en ubehagelig "omklamring", som regeringens chefideolog Claus Hjort Frederiksen udtrykker det - den er en realpolitisk spændetrøje, som regeringen har skruet sig selv ned i.
Anders Fogh Rasmussen gør meget klogt i at bygge et nyt dansk "globalt kriseberedskab," sådan som han har varslet - men vægten bør ligge på global kriseprævention, frem for kriseløsning. Vi står tydeligvis i en historisk situation, vi aldrig har oplevet før. Men det måske for alvor skræmmende er den dybe uvidenhed om muslimsk magtpolitik og samfundsforhold, som Muhammedkrisen har afdækket hos os selv. Den moderne vestlige tænkning bygger på en overbevisning om, at det var forkert at henrette Sokrates for blasfemi mod de græske guder. Muslimske demonstranter i gaderne med skilte som "Slagt dem der bespotter islam" vidner med nedslående tydelighed om, at de ikke deler den tænkning.
Hvorfor? Der er i løbet af de sidste 1000 år kun oversat 10.000 bøger til arabisk fra andre sprog. Det svarer til det antal bøger, der årligt oversættes til spansk. Uddannelsesudgifterne i de arabiske lande udgør 10 pct. af den vestlige verdens - og er faldende. Til gengæld er der altid en moske inden for hørevidde, som hver dag gentager et årtusinde gammelt budskab.
Hvordan kan vi tro, at vi kan etablere en direkte og kritisk dialog med disse befolkninger om deres religion, og antage, at de forstår vores udgangspunkt, hvor demokrati, oplysning og ytringsfrihed er selvfølgeligheder?
Vi har hårdt brug for at etablere en ny global dialog på tværs af de vestlige og muslimske kulturer, som bygger på en dybere gensidig indsigt og en konstruktiv dialogform. Hvis vi ikke evner det, risikerer vi en fremtid med mere pigtråd, flere mentale mure og mange voldelige konflikter.
Eftersom det var i Danmark, den aktuelle krise begyndte, kan en sådan dialog også passende begynde i Danmark. Derfor har Mandag Morgen taget initiativet Co- Existence of Civilizations med den erklærede mission at fremme sameksistens mellem civilisationerne. En lang række fremtrædende danskere har sat sig i spidsen for initiativet, herunder tidligere udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen, bestyrelsesformand Mads Øvlisen, universitetsrektor Ralf Hemmingsen. Målet er, i løbet af 100 dage mobilisere en kreds af institutioner, virksomheder og nøglepersoner fra især Europa og Mellemøsten for at udvikle nye konfliktløsninger og befordre fredelig sameksistens mellem kulturer med forskellige værdier. Ifølge planen skal en række workshops i løbet af de næste to måneder fokusere på muligheder og problemstillinger inden for erhvervsliv, medier, kultur, civilsamfund, forskning, m.m. som optakt til et internationalt topmøde.
Det er ingen let opgave. Men vi skylder os selv og verden forsøget. Så vi i det mindste forstår, hvorfor flammerne truer med at fortære os.

Politiken, den 25. februar, 2006


Tilbage
Mikael R. Lindholm, Fyrrevej 15, 2680 Solrød Strand, Telefon: , mrlindholm@mail.dk