Foghs købmandskab
Dato
05-03-2006

Forfatter(e)
Mikael R. Lindholm

Foghs købmandskab

Statsminister Anders Fogh Rasmussens skideballe mod erhvervslivet, medier og forfattere for at have "udvist principløshed over en bred kam" i Muhammedkrisen og konstateringen af, at han har skilt "fårene fra bukkene", fik i sidste uge især erhvervslederne Danmark til at stivne og glippe vantro med øjnene.
Og så kom brølet.
"Dybt urimeligt," sagde Bo Stæremose, den sædvanligvis meget fredelige formand for Dansk Eksportforening, som forsøger at få danske virksomheder til at opretholde de arabiske forbindelser på trods af ringe udsigter for en god handel.
"Ud af landet", sagde Niels Due Jensen, den temperamentsfulde ejer og leder af Grundfos-koncernen, hvis danskhed og samfundsengagement de færreste har sat spørgsmål ved, bestikkelsessager eller ej.
"Uforståeligt," sagde Lars Krobæk, den snusfornuftige direktør i HTSI, som loyalt havde fulgt regeringens råd om at holde lav profil og samarbejde tæt med Udenrigsministeriet.
Selv dagbladet Børsens chefredaktør Leif Beck Fallesen gik til både tasterne og tv- skærmen og kritiserede formanden for erhvervsledernes foretrukne parti for - tja, dårlig ledelse.
Og dårlig ledelse - for vi er slet ikke i nærheden af lederskab - er hvad Fogh for tiden leverer i uvant overflod. Enhver nyudnævnt mellemleder ved, at man som chef skal være konsistent - man skal ikke bede folk om noget og bagefter kritisere dem for at gøre det. Når man afleverer kritik, skal den være konstruktiv, klar og konkret - en bred, generel kritik, som rammer alle, opfattes uretfærdig og uanvendelig, og er demotiverende. Og står man i en krise, så skal man som leder ikke opfinde nye konflikter, men derimod formulere nye løsninger. ABC for nybegyndere. Klart, at erhvervslivet undrer sig.

Politisk købmandskab
Mens det altså ingen mening giver at se Foghs skideballe som et udtryk for nationalt lederskab, så giver det mere mening at se det som partipolitisk købmandskab. Et blik på meningsmålingerne den seneste måned viser, at Dansk Folkeparti er ved at kapitalisere politisk på Muhammedkrisen - ja, man nærmest skovler politiske markedsandele ind.
Partileder Pia Kjærsgaard går målrettet efter nye politiske kunder ved at anklage navngivne oppositionspolitikere for "landsforræderi" og med ren sydstatsretorik bebude, at "islamister og løgnere skal vi nok selv tage os af" - alt sammen akkompagneret af et borgerligt kommentatorkorps, som er gået i selvsving i svulstig patriotisme. Det er et fantastisk effektivt salgsfremstød over for mange af de vælgere, der er forargede over, at nogle "muhammedanere" skal bestemme hvad vi skal i Danmark - hvilket er den folkelige kerne i sagen, og hvad "ytringsfrihed" er blevet et kodeord for.
I den sammenhæng er Foghs fremstød relativt mildt. Han nøjes med at være skuffet og konstatere, at alle, der ikke er villige til at sværge ytringsfriheds-eden, vil blive stemplet som illoyale over for ikke blot Fogh, men nationen. Han har noteret dem alle i sin mentale sorte bog. Og så vil regeringen undersøge imamernes opholdsgrundlag med henblik på mulig udvisning - fordi de har misbrugt deres ytringsfrihed.
Hvor hårdt Fogh skal sælge sin vare må bero på den politiske priselasticitet. Han skal ideelt set placere sig der, hvor han lokker nye kunder væk fra Dansk Folkeparti uden at miste sine gamle kunder i Venstre. Forfattere og mediefolk hører ikke til blandt de største Venstre-kundegrupper. Erhvervsledere er derimod hard core Venstre-folk, men de er for få til at gøre den store forskel på den politiske markedsplads.
Spørgsmålet er så, om Foghs købmandskab er bedre end hans lederskab. Foghs markedsfremstød holder måske nok nogle nye politiske kunder fra at gå til Dansk Folkeparti, men målinger i ugens løb viser også, at han skræmmer gamle kunder over til de konservative.

Management by Fear
Købmandskab og lederskab er ikke hinandens modsætninger. Mange ledere - især erhvervsledere - skal balancere de to ting med hinanden hver dag. Fogh selv har tidligere evnet den balanceakt flot. Det er en af hovedforklaringerne på, at Venstre i dag er landet største parti.
Men i det seneste halve år er Foghs dømmekraft svigtet gentagne gange, med den løbske Muhammedsag som foreløbig kulmination. Forklaringen stikker dybere end at en presset leder i en uvant situation begår fejl. Fogh viser tegn på klassisk magtfuldkommenhed - han stoler i stigende grad på sine egne instinkter, lytter stadig mindre til andre, omgiver sig i stigende grad med rygklappere og holder kritik - som i magtfuldkommenhedens selvforståelse altid er ubrugelig - nede ved hjælp af Management by Fear ; hans ministre er enten bange for ham eller holder mund, fordi de ved, at andre synspunkter end Foghs ikke bliver værdsat.
Bemærk, hvor tavs Connie Hedegaard har været under Muhammedsagen. Ja, hun er stadig minister.
Hvad Fogh - og Danmark - har brug for, er at hele sårene efter Muhammedkrisen, forstå verden på ny og genetablere relationerne til de muslimske befolkninger. Men det forudsætter et kulturkendskab, som ingen af de rådgivere statsministeren lytter til besidder eller kan trænge igennem med. Og det er foruroligende. For hvis Fogh ikke evner at genfinde sit lederskab nu, risikerer vi, at Danmark lukker sig om sig selv i kølvandet på Muhammedkrisen. Forundringen, angsten og selvransagelsen vil slå over i selvforsvar, fornægtelse og fortrængning. Nationalistiske strømninger vil alt for let fremstå som en trøstende forklaringskraft på en uretfærdighed verden, man ikke forstår eller bliver forstået af. Dertil må det ikke komme.
Så Fogh har brug for hjælp - og gerne fra erhvervsledere, der selv har været fanget i magtfuldkommenhedens mentale bunker. Hvor er hans VL-gruppe, når der er brug for den?

Politiken, den 5. marts, 2006


Tilbage
Mikael R. Lindholm, Fyrrevej 15, 2680 Solrød Strand, Telefon: , mrlindholm@mail.dk