Den farlige danske fundamentalisme
Dato
16-02-2006

Forfatter(e)
Mikael R. Lindholm

Den farlige danske fundamentalisme

"I guess this is Denmark's introduction to the complexity of the modern world," sagde James Fallows, en af USA's mest respekterede redaktører og forfattere, forleden i en tv-kommentar til de danske Muhammed-tegninger.
Han kunne også have sagt "Velkommen i klubben". Flagafbrænding, handels-boykot og ambassadestorm er faste bestanddele af den amerikanske hverdag. Og netop fordi amerikanerne lever i en multikulturel, multietnisk, multireligiøs hverdag med mange fundamentalistiske synspunkter samlet i et samfund, ville de amerikanske medier aldrig have trykt de danske karikaturer af muslimernes hellige profet.
Men vi gjorde det.
Fordi Danmark stadig er et monokulturelt samfund - ja, nærmest et stammesamfund, som dyrker den sluttede cirkel med rituelle danse, der som regel foregår med ryggen vendt mod verden. Så i virkeligheden er Muhammed-konflikten et opgør mellem danske og muslimske fundamentalister.
De danske fundamentalister mener, at der kun findes én rigtig dansk kultur, én rigtig dansk tro, én rigtig dansk måde at opføre sig på i Danmark. I den forbindelse er det blandt andet en hævdvunden dansk ret at - for nu at citere komikeren Omar - "urinere på biblen" i Danmark. Ligesom alle andre hellige skrifter. Og fordi det er en ret, så skal den bruges. Det er spørgsmål om princip. Sådan er den danske fundamentalisme.
De muslimske fundamentalister mener, at det eneste retskafne liv skal leves efter koranens forskrifter, som holder Muhammed hellig og stiller en lang række krav til rituelle handlinger i hverdag og helligdag. De, der ikke deler denne tro og følger reglerne til sidste punkt, er vantro og retsløse - og fortjener i yderste konsekvens døden. Sådan er den muslimske fundamentalisme.

Vi har i de seneste uger set konsekvenserne, når den sekulære danske fundamentalisme møder den religiøse muslimske. Det mest overraskende i den forbindelse er overraskelsen blandt fundamentalistiske danske politikere, redaktører og opinionsdannere. Hvad havde de regnet med? At verden er sort-hvid som valgløfter og avisledere?
Danmark befinder sig netop nu i den værste internationale krise siden Anden Verdenskrig. Vi bliver ikke blot mødt med fjendskab fra den store muslimske del af verden. Vore allierede, krigskammerater og venner - USA og Storbritannien - tøvede længe med at støtte os. Faktisk kritiserede begge lande først hårdt og offentligt Muhammed-tegningerne, som Jyllands-Posten valgte at offentliggøre, og som er blevet omdrejningspunktet for det fundamentalistiske opgør mellem Danmark og den muslimske verden.
Selv Sverige og Finland, vore kulturelle brødre og gode venner, kritiserede den danske regering hårdt for at lade stå til efter Jyllands-Postens tegninger havde tændt lunten på den krudttønde, som resten af verden arbejder hårdt på at holde fra at eksplodere. Det er trods alt ikke en nyhed, at islamistiske ekstremister sprængte World Trade Center i luften, at Danmark deltager i en verdensomspændende krig mod en terrorisme, der netop har muslimske fundamentalister som hovedaktører.
Talrige danske eksperter - og sågar regeringen selv - har udlagt analysen om, at desperate, undertrykte, fattige muslimer udgør rekrutteringsgrundlaget for Al-Queda og mange af denne verdens terrorister.
Hvorfor så bevidst at provokere dem ved at nedgøre hvad de holder helligst, hvorfor trampe på den ære og værdighed, som til hverdag bidrager til en skrøbelig normalitet, spørger vore naboer, vore venner, vore allierede.
Vi fik selvfølgelig opbakningen, da danske ambassader stod i brand, hvor flere menneskeliv var gået tabt og flere er bragt i fare. Men den tøven, den kritik, den uvilje til at løfte en finger for Danmark, der gik forud, bør få selv den mest fundamentalistiske dansker til at reflektere over hvordan vi agerer i en global verden.

Der er ingen tvivl om, at den mangeårige internationalt usædvanligt hårde danske indvandrerretorik, dæmoniseringen i visse medier af muslimer og de mange uforsonlige lovindgreb mod indvandrere i almindelighed og muslimer i særdeleshed har bidraget til den iskolde skulder, vi har fået fra verdenssamfundet.
Vi har for længst mistet vores image som venligt smilende "Wonderful Copenhagen". Vi bliver i stigende grad opfattet som et lukket lille fremmedhadsk land, der er reserveret danskere. Hvorfor skulle nogen komme til vores undsætning?
Det er derfor udtryk for en fabelagtig virkelighedsfortrængning - og en ekstremt farlig en af slagen - når en folkevalgt politiker som Pia Kjærsgaard, der tilmed udgør regeringens parlamentariske grundlag, optræder forbløffet og krænket over udlandets langsomme og modstræbende reaktion.
Den vigtigste lære vi kan drage af denne krise er, at vi ikke vil kunne begå os i fremtidens globale verden, hvis vi kun globaliserer os økonomisk. Vi er mere sårbare, end vi bilder os ind. Hvis den muslimske verden vælger at gennemføre en totalboykot af danske virksomheder, vil det have sønderlemmende konsekvenser for dansk økonomi. Hvis A.P. Møller bliver sat på en fatwa-liste vil det ikke blot ramme rederiets indtjening voldsomt og trække det danske aktiemarked ned, men den danske krone vil hurtigt komme under pres fra udenlandske investorer og renten vil kunne stige kraftigt. Allerede i dag har Muhammed-tegningerne svækket Danmarks attraktion som investeringsmål mange år ind i fremtiden, ligesom mange dygtige udlændinge givetvis vil holde sig på afstand fra den danske kultur og den markant øgede risiko for terrorangreb Danmark nu repræsenterer.
Vores økonomiske sikkerhed i en global verden beror derfor lige så meget på en evne til at globalisere vores kultur, som på at flytte arbejdspladser til Kina. Ingen af delene forekommer måske umiddelbart tiltalende, men i længden vil vi vinde på at gøre begge, ligesom begge dele er en livsnødvendighed i den nye komplekse verden, vi lever i.

Når den øjeblikkelige krisehåndtering derfor er overstået, bør statsminister Anders Fogh Rasmussen iværksætte en bred, national debat, som kan bibringe et nyt dansk klarsyn og besvare det altafgørende spørgsmål om hvordan vi ikke blot økonomisk, men kulturelt tilpasser os en global verden.
Den debat er helt afgørende for at undgå, at frygten får danskerne til at rykke endnu tættere sammen lukke sig endnu mere for omverden, sådan som fremgangen for Dansk Folkeparti i meningsmålingerne og regeringens beslutning om at isolere danske imamer i integrationsforhandlinger allerede er de første tegn på.
Debatten om den danske globale kultur må samtidig nødvendigvis foregå i langt større dialog med omverden, end det er sket hidtil. Lad os spørge vore amerikanske allierede, hvis støtte vi sådan higer efter og ligefrem forventer, hvad de mener og hvilken indsigt de har at dele med os efter mange årtiers debat om integration og multikulturel sameksistens.  Lad os spørge briterne. Lad os spørge svenskerne og andre europæere. Lad os invitere dem herover og fortælle os.
Vi har allerede et forum for debatten. Globaliseringsrådet skal aldeles ikke nedlægges, som Anders Fogh Rasmussen har bebudet. Det skal tværtimod fortsætte med globaliseringen af kulturen som den nye dagsorden, efter at økonomien nu er debatteret og klar til en national strategi.
I denne debat kan dansk erhvervsliv bidrage meget væsentligt. Det er ikke tilstrækkeligt at drive privatdiplomati i det skjulte for sig selv, som A. P. Møller gør det, eller at kritisere medier for at agere i samklang med deres habitat, som Dansk Industri gør det. Hvis erhvervslivet vil gøre sig forhåbninger om engang i fremtiden igen at have et stærkt Dannebrog i ryggen på den globale markedsplads, så gælder det om i dag - uden flere undskyldninger og uden mere tøven - at bidrage til en større integration og en større globalisering af den danske kultur ved at ansætte mange flere udlændinge - på gulvet, som i ledelsen. Det er den mest effektive måde at tilføre den kulturelle indsigt og kompetence til Danmark, som vi skal bruge for begå os i fremtidens globale verden.
Det har i årevis været et paradoks, at selv om vi målt på handel og økonomi er et af de mest globaliserede lande i verden, så er der stort set ingen udlændinge i danske direktioner og bestyrelseslokaler. Kun 6 pct. af de danske virksomheder har udlændinge i bestyrelsen eller direktionen. Det er udtryk for et stammesamfund, der dyrker den lukkede cirkel. Hvor skal den indsigt og indfølelse med andre landes kultur og værdier komme fra, som er en forudsætning for ikke at forveksle dialog med krænkelse?

Dagbladet Information, den 10. februar, 2006


Tilbage
Mikael R. Lindholm, Fyrrevej 15, 2680 Solrød Strand, Telefon: , mrlindholm@mail.dk