Det danske Utopia
Dato
17-11-2005

Det danske Utopia

Vi vælger vores fremtid i mødet med et utal af vejkryds. Et af de store venter på onsdag, når Velfærdskommissionen langt om længe fremlægger sin rapport om hvilke muligheder vi har for at reformere velfærdssamfundet, så vi kan bevare det. Det bliver en dag, som også vil definere det danske politiske lederskab. For dette særlige vejkryds er kortlagt og beskrevet bedre end de fleste. Den svage beslutning vil derfor fremstå desto mere nøgen og utilgivelig.
Vi kender den økonomiske udfordring. Der bliver færre unge til at forsørge flere ældre. Samtidig hæver globaliseringen overlæggeren for hvad vi den enkelte skal kunne. De, der ikke har noget at byde ind med, står stadig mere uden for.
Velfærdsudgifterne stiger, mens indtægterne bliver mere usikre.
Så hvad gør vi? Vi kan selvfølgelig vælge at opgive den danske model og abonnere på en mere globalt harmoniseret amerikansk-inspireret brugerbetalt samfundsmodel. Men det ville være en visionsmæssig kapitulation og hån mod tidligere generationer.
Som en amerikansk læser af "Tænketanken" - nærmere bestemt filosofiprofessor Marilyn Piety på Drexel University i USA, der har boet i Danmark og læser Politiken Weekly - for nylig skrev i en e-mail: "Denmark may, in many ways, be far from a utopia, but it may still be the closest thing to a utopia that humanity has produced so far." Det er da et kompliment, som er til at forstå. Og forsvare.
Så hvad gør vi? Sagen er, at Danmark i dag - netop fordi vi på mange måder er nået længere end de fleste - har mere begrænsede handlemuligheder. Mens andre lande taler om at kompensere for samme velfærdsdilemma ved at få flere kvinder i arbejde, øge indvandringen og øge arbejdstiden, så udelukker den danske model de to første vækstkilder.
De danske kvinder deltager allerede i dag i højere grad på arbejdsmarkedet end kvinder i resten af verden. Det er en af de store styrker i den danske model. Vi har mere talent i spil, end de fleste. Det er en klar fordel i vidensøkonomien.
Det er samtidig meget tvivlsomt, om vi kan tiltrække indvandrere med de rigtige kompetencer i større stil til Danmark. Vi er nu engang et meget lille sprogområde med et klima og en skat, som forskrækker de fleste. Derfor tilbyder vi i dag højtuddannede indvandrere en skatterabat. Problemet med den løsning er, at den ikke hjælper på finansieringsproblemet. Ifølge Velfærdskommissionen giver indvandring fra udviklede lande en nettoeffekt i samfundsregnskabet på nul. Vi kan i øvrigt kun bruge dygtige indvandrere i Danmark.
Vi har tilpasset og udviklet det danske arbejdsmarked til kravene i vidensøkonomien mere end de fleste. Det høster vi international anerkendelse og ros for. Men det høje kvalifikationsniveau gør det samtidig svært for folk uden kompetencer at få arbejde i Danmark. Desværre mangler mange af de indvandrere, vi allerede har, de nødvendige kompetencer for at begå sig og fylder derfor meget på velfærdsregningen. Det er et problem, som er svært at løse.
Velfærdskommissionen har givet sig selv mundkurv på frem til onsdag. Før tavsheden indfandt sig sagde kommissionens formand, Torben M. Andersen: "Vi må ganske enkelt erkende, at det ikke er realistisk med samme erhvervsdeltagelse blandt indvandrerne som blandt danskerne. Med andre ord er argumentet om, at hvis bare vi integrerer indvandrerne og får dem til at deltage på arbejdsmarkedet i samme omfang som resten af befolkningen, så er problemerne løst, ganske enkelt urealistisk."
Den udtalelse står i skærende kontrast til statsminister Anders Fogh Rasmussens melding sidste weekend om, at fremtiden først og fremmest skal hænge bedre sammen ved at erhvervslivet påtager sig et større ansvar for at få mange flere indvandrerne i arbejde.
Velfærdskommissionens vurdering bygger ikke på en fatalisme om, at Danmark er dårligere end andre til at integrere indvandrerne. Faktisk tværtimod. Ifølge kommissionen er Danmark nogenlunde lige så god til det som andre lande. Netop derfor er det heller ikke realistisk at forvente, at en øget indsats vil gøre en så markant forskel, at det redder det danske velfærdsregnskab.
Det kan være behændigt politisk håndværk at gøre arbejdsløse indvandrere med et stærkt islamisk islæt til "problemet" og skyde ansvaret over på erhvervslivet. Men lederskab er det ikke.
Sagen er, at danskerne skal sikre fremtiden selv. Når Velfærdskommissionen fremlægger sine forslag vil det fremgå, at Danmark kun kan finansiere fremtidens velfærd ved at de yngre generationer uddanner sig mere og hurtigere, arbejder hårdere og længere, og pensionerer sig senere. Hvis blot pensionsalderen fremover følger livslængden vil næsten halvdelen af fremtidens finansieringsbehov være løst.
Det behøver ikke at forme sig som et martyrium. Tværtimod. Hvis vi kompenserer de nødvendige reformer med et løfte om en ny vision for Danmark som arnestedet for det gode arbejdsliv med rammer, som gør det muligt for flere at realisere sin kreativitet og udleve sin virketrang i balance mellem familie og profession, så kan vi måske både overbevise både fremtidens ældre og unge om at blive frem for at flytte til andre lande, hvor lønnen er højere, skatten lavere og vejret bedre.
Selvfølgelig er det svært. Men Utopia blev heller ikke bygget på en dag.

Politiken, den 17. november, 2005


Tilbage
Mikael R. Lindholm, Fyrrevej 15, 2680 Solrød Strand, Telefon: , mrlindholm@mail.dk