Tilfredse køer giver mest mælk
Dato
09-10-2005

Forfatter(e)
Mikael R. Lindholm

Tilfredse køer giver mest mælk

Selvfølgelig dukkede spørgsmålet op. Vi spiste frokost i et privat lokale i Falconer Centret under konferencen "Leaders in Scandinavia" i København sidste uge. New Yorks tidligere borgmester Rudy Giuliani, tidligere præsident Bill Clinton, tidligere udenrigsminister Madeleine Albright, tidligere topchef for General Electric, Jack Welsh, og andre levende amerikanske legender gav et indblik i lederskabets Læsen, mens deres rådgivere - professor Robert Kaplan, Michael Porter og flere - uddrog essensen. Der kom kun knap 300 ledere fra hele Skandinavien for at høre på dem. Forventningen var 1500. Måske er det et symptom på provinsialisme. Måske en refleksion på nytteværdien. Som Kaplan fik sagt det, har skandinaverne usædvanligt godt fat i fremtidens dagsorden. Men ingen af talerne var skandinav. "Scandinavian Leaders" havde måske solgt flere billetter. Jim Goodnight, stifter og leder af softwarefirmaet SAS Institute og hovedsponsor på konferencen, havde inviteret til frokost sammen med James Cain, den nye amerikanske ambassadør til Danmark - en uhyre sympatisk og meget troende mand fra North Carolina, sydstaterne, hvor stærke republikanske dyder er hverdagens kerneværdier. Spørgsmålet var, hvordan det dog kan være, at Danmark begår sig så fantastisk godt - ja, lige så godt som USA - målt på alverdens globale ranglister over konkurrenceevne og vækst. Tidens store gåde. Selv den sydkoreanske ambassade har banket på for at få en forklaring på, hvordan Danmark kan overstråle den nøjsomme og hårdtarbejdende asiatiske nation, når vi nu har verdensrekord i høje lønninger, lange ferier, korte arbejdsdage, høje skatter, størrelsen på den offentlige sektor og alt muligt andet, som bryder med den ortodokse markedsforståelse. Så hvad svarer man? Hvad er hemmeligheden? Hvordan forklarer vi styrkerne i vores vindermodel?

"Tilfredse køer giver mere mælk"
Heldigvis var Jim Goodnight der. For han er i virkeligheden et glimrende eksempel på hvad det er den danske model kan. Ikke så meget fordi han er den type underspillet "skandinavisk" leder, som den amerikanske erhvervsforsker Jim Collins mener, er et fællestræk i de virksomheder, som ikke bare er good, men great, og at han i løbet af 25 år har opbygget verdens største privatejede softwarefirma med over 11.000 medarbejdere. Heller ikke fordi Goodnight som mange erhvervsledere har en ærkeliberal overbevisning og nærer den største mistro til begrebet "stat". Han mener, at orgernes penge ligger bedst i deres egne lommer, og at hårdt arbejde er godt mod meget ondt. Men fordi Jim Goodnight samtidig har skabt en af USA's bedste arbejdspladser. År efter år er SAS Institute kommet ud som et af de mest populære steder at arbejde i hele USA. Ikke uden årsag. Det er en af de mest omsorgsfulde virksomheder, man kan opdrive. Der er firmabørnehaver, så mødre kan være tæt på børnene, social rådgivning til forældre med teenagebørn, hjælp til pleje af medarbejdernes aldrende forældre, flekstid, medarbejderlån, uddannelsestilbud - you name it. Ikke overraskende har SAS Institute mange kvinder ansat. De får hjælp til mange af de sociale opgaver, som andre amerikanske kvinder har svært ved at slippe for, og kan bruge mere af deres talent og energi professionelt. Engang, da vi talte om hans virksomhed, forklarede Goodnight sin filosofi sådan: "Kender du ledelsesbogen Tilfredse køer giver mere mælk? Det tror jeg er rigtigt." Måske ikke elegant, men klart nok. Og det er nærmest befriende, at Goodnight ikke tilbyder sine medarbejdere velfærdsgoder udelukkende af et godt hjerte og gode intentioner, men fordi han som uddannet statistiker kan se, at der er økonomi i det. Befriende, fordi det øger sandsynligheden af, at andre vil gøre det samme.

Den kreative kapital
Så svaret på Cains spørgsmål sad ved siden af ham. SAS Institute er et mikrokosmos af Danmark. Vi tror også, at tilfredse køer giver mere mælk, og har indrettet samfundet efter det. Danskerne er da også de mest tilfredse medarbejdere i verden, ligesom vi har verdens højeste andel kvinder på arbejdsmarkedet. Vi har kort sagt skabt rammer, som gør det muligt for flere at forfølge deres interesser og gøre det, de er bedst til, som bankens skjald synger det. "Vi har valgt at indrette os anderledes end de fleste," sagde jeg. "Vores model giver flere adgang til at udvikle deres talent og vælge livsgerning efter interesse, uanset køn, farve eller økonomiske forhold. Det skaber motivation og virkelyst. Intet andet land i verden har så mange beskæftigede i den arbejdsdygtige alder, som Danmark. Vi forrenter så at sige den kreative kapital bedre end de fleste. Det giver en stor styrke i en økonomi, hvor konkurrencen i stigende grad handler om menneskelig talent og ideer." Selvfølgelig er det forsimplet. Men det interessante er, at Goodnight er nået frem til samme konklusion - ikke ud fra en social samfundsambition, men med afsæt i et ærkeliberalt markedssyn. Meromkostningerne ved at tilbyde flest mulige medarbejdere velfærd og uddannelse bliver opvejet af de merindtægter, den frigjorte talent og kreativitet udløser. For statistikeren er det ikke et spørgsmål om politik og ideologi, men om økonomisk fornuft. Det er da befriende.

Politiken, den 9. oktober, 2005


Tilbage
Mikael R. Lindholm, Fyrrevej 15, 2680 Solrød Strand, Telefon: , mrlindholm@mail.dk