Den ulidelige vindermodel
Dato
29-09-2005

Forfatter(e)
M. Lindholm

Den ulidelige vindermodel

Danmark er et af verdens mest konkurrencedygtige samfund. Vi har faktisk udviklet hvad der umiskendeligt ligner en global vindermodel, som resten af verden både beundrer og misunder. Det er en skam, at vi selv gør en så ihærdig indsats for at ignorere den.
Den danske succes fremgår senest i den nye udgave af World Competitiveness Report, der ranglister alverdens lande målt på konkurrenceevne. I den nye rapport, som blev offentliggjort i går, kommer Danmark ind som nr. 4 i verden. Det er en plads bedre end sidste år. Vi har skubbet Taiwan til side. Finland er nr. 1 og Sverige nr. 3. Island er nr. 6 og Norge nr. 9.
I en verden, hvor den globale markedsplads står åben for en kapitalistisk supermagt som USA, en vågnende markedsøkonomisk drage som Kina og en veltrimmet statsgazelle som Singapore, er det ganske bemærkelsesværdigt, at de fem nordiske lande dominerer top 10-listen. Bemærkelsesværdigt, fordi de nordiske lande har verdens højeste indkomstskatter, verdens højeste timelønninger, verdens korteste arbejdstider, verdens højeste fagforeningsdeltagelse, verdens største offentlige sektorer og flere andre rekorder, som ifølge alle markedsliberale konventioner er gift for økonomisk vækst og konkurrence.
Alligevel opfører de nordiske lande sig som det rene verdensøkonomiske tærskehold målt med kapitalismens egen målestok.
"De nordiske lande er rollemodeller for resten af verdens økonomier," udtaler cheføkonom Augusto Lopez-Claro, som er ansvarlig for World Competitiveness Report. Han tilføjer, at selv om de høje skatter "kunne være et problem, så er der intet, der tyder på, at det er tilfældet" her. Nærmest tværtimod. "Faktisk ser de høje skatter ud til at have leveret uddannelser i verdensklasse, et meget bredt sikkerhedsnet og en meget motiveret og dygtig arbejdsstyrke."

For at få greb om hvor bemærkelsesværdige de ord er skal man vide, at konkurrenceevnerapporten bliver udgivet af den private organisation World Economic Forum, der først og fremmest er kendt for sine verdensøkonomiske topmøder i Davos, hvor erhvervsledere, politikere og eksperter fra hele verden hvert år mødes for at diskutere en meget kapitalistisk dagsorden. Faktisk bekender World Economic Forum sig til kapitalismen i et omfang, der får medlemmerne af det nystiftede danske Liberalisterne til at ligne rene ungdomssocialister.
Men det er ikke kun fra disse kapitalismens tinder, vi høster ros for de danske og nordiske præstationer. Snart sagt enhver institution, fra Verdensbanken og IMF til ledelsesskoler som IMD, medier som The Economist og sågar analyser fra private virksomheder som tyske SAP giver Danmark og vores naboer absolutte topplaceringer målt på vækst, konkurrenceevne, innovation, teknologi, erhvervsrammer og investeringsvilkår.
I dag udkommer FN's årlige World Investment Report, der blandt andet måler innovationkapaciteten i alverdens lande. Det er en målestok for hvor de videnstunge investeringer vil strømme hen i fremtiden. Hvor mange nordiske lande inklusive Danmark står mon på de fem bedste pladser? Gæt frimodigt og check i morgen.
Det er for øjeblikket ganske enkelt svært at finde andre lande på kloden, der har så meget styr på fremtidens konkurrencevilkår, som vi. Så fængslende er den nordiske gåde, at aviser, magasiner og tv verden over da også rapporterer om fænomenet, mens økonomer udvikler nye teser og tager gamle op til revision, og politikere i andre verdensdele spekulerer på hvordan de kan kopiere succesen. International Herald Tribune hyldede for nylig den nordiske vindermodel med en helsidesartikel under overskriften "The Envy of Europe."
De eneste, der ser ud til at være temmelig uinteresserede i den nordiske vindermodel, det er - tja, os selv. Mens resten af verden forsøger at forstå den danske succes, så de kan lære af den og fremtidssikre deres egen samfundsøkonomi, handler den hjemlige danske debat mest om hvor elendigt alt er og hvordan vi bedst demonterer vores vindermodel. Sat på spidsen.

Det er ikke mærkværdigt, om end forstemmende. For mange liberale i Danmark fremstår den danske succes ikke som en kilde til glæde, men som en irriterende distraktion for et større ideologisk politisk projekt, hvor målet er samfundsomvæltning for - tilsyneladende - enhver pris. I hvert fald skal skatterne ned, koste hvad det koste vil.
Således bruger for eksempel ærkeliberale CEPOS - som Jyllands-Posten tildeler en "katalysatorrolle" i bestræbelserne på at "ændre" velfærdssamfundet og presse Anders Fogh Rasmussen tilbage på "rette kurs" - stort set al sin taletid på at plædere for skattelettelser, mens den tilsyneladende ulidelige danske vindermodel bliver tiet ihjel.
Der er intet galt med politiske holdninger, men ideologi har en kedelig tendens til at forme sig som skyklapper, uanset hvilken fløj man står på. Det maniske fokus blandt mange liberale på lavere skat og større ulighed i samfundet ligner mere et ønske om at realisere en bestemt politisk vision end at udforske nye vinderstrategier for fremtiden. I den forstand ligner tidsånden efterhånden 1970'erne ubehageligt meget - denne gang blot med modsat politisk fortegn.
Faktum er nu engang, at vi i dag står med en nordisk, kollektivt finansieret vindermodel, ikke en brugerbetalt angelsaksisk. Vi har indrettet os anderledes i verdensøkonomien, og det går ganske forrygende godt. Måske kan vi gøre det bedre endnu, måske bør indkomstskatterne sættes ned, måske er større ulighed uundgåeligt, men diskussionen om hvordan vi skal begå os i fremtiden bør tage udgangspunkt i den danske vindermodel, som resten af verden - hvad enten vi bryder os om det eller ej - bruger som rollemodel.
Hvis ideologi får lov til at kvæle analysen kan det hurtigt blive farligt for fremtiden. Så længe vi ikke har forstået drivkræfterne bag og forudsætningerne for den danske vindermodel, risikerer vi at tage vidtrækkende, forkerte beslutninger, der ikke opbygger, men nedbryder styrkepositioner, ligesom vi risikerer at bruge vores sparsomme samfundsressourcer på et fejlagtigt og misforstået grundlag.
Omvendt risikerer vi at overvurdere holdbarheden i den nordiske model og tage for let på fremtiden, så længe vi ikke forstår styrkerne til bunds.

Pointen er, at vi ikke ved nok om hvorfor vi er blevet vindere - og at vi ikke gør nok for at finde ud af det. Når Dansk Industri - Danmarks mest magtfulde interesseorganisation - i dag holder sit store årsmøde under overskriften "Meet the Winners" burde det være en gylden chance for at udforske netop den danske vindermodel og diskutere hvordan vi kan bruge de indbyggede styrker i fremtidens konkurrence.
Debatten må ikke blive en gentagelse af, at skatten er for høj, arbejdsmarkedet ufleksibelt og den offentlige sektor for stor - det er en blindgyde, som ikke fører til nye erkendelser og løsninger, men blot en mekanisk manifestation af forældede mærkesager. Hvis det sker er endnu en chance for at skabe en dybere forståelse af vore egne styrker og forudsætninger spildt, og endnu en mulighed for at formulere en offensiv fremtidsstrategi tabt. Ingen siger, at den danske model er perfekt eller problemfri. Og der venter bestemt store udfordringer forude. Men vi står nu engang med den mindst ringe løsning. En lille smule nysgerrighed skade næppe.

Information, den 29. oktober, 2005


Tilbage
Mikael R. Lindholm, Fyrrevej 15, 2680 Solrød Strand, Telefon: , mrlindholm@mail.dk