Prisen for at få industrien tilbage
Dato
11-04-2012

Prisen for at få industrien tilbage

Clint Eastwoods ikoniske ansigt og raspende stemme tonede frem på tv-skærmene i halvlegen under Super Bowl med et budskab om håb til millioner af arbejdsløse amerikanere:
"This country can't be knocked out with one punch. We get right back up again, and when we do the world is going to hear the roar of our engines. Ya, it's halftime in America, and our second half is about to begin."
Reklamen var finansieret af bilfabrikken General Motors og markerede en ny dagsorden ikke blot i USA, men også i Europa og Danmark. Reindustrialiseringen af den vestlige verden. Slut med udflytning af produktion til Kina & co. Vi skal have produktionen tilbage.
Det handler ikke bare om smart markedsføring i utrygge tider. En lang række amerikanske virksomheder, der fremstiller alt fra stål til biler, lokomotiver og vaskemaskiner, anført af industrilegender som General Electric, General Motors og Ford, er rent faktisk ved at trække arbejdspladser tilbage fra især Kina.
Jeff Immelt, koncernchef for General Electric, som er en af verdens største industrivirksomheder og toneangivende for ledelsestænkningen verden over, turnerer for tiden rundt i USA og taler om "Recharging American Manufacturing". GE er netop nu ved at investere for hvad der svarer til over fem milliarder kroner i nye og moderniserede fabriksanlæg i USA, der vil skabe 13.000 nye industrijob. Blandt andet har GE netop åbnet den første nye produktionslinje i 50 år på sin fabrik i Louisville, Kentucky, hvor man producerer opvaskemaskiner.
Den spæde reindustrialisering skyldes ikke, at spillereglerne for globaliseringen har ændret sig. Slet ikke. "For at vinde bliver vi nødt til at finde det sted i verden, hvor vi kan udvikle og producere de bedste produkter og serviceydelser til den laveste pris, uanset hvor det er," skriver Jeff Immelt i en artikel i Harvard Business Review, hvor han redegør for GE's reindustrialiseringsstrategi.
Når GE nu begynder at trække arbejdspladser til USA - 30 år efter virksomheden begyndte at flytte produktion ud af landet - så skyldes det, at priserne på arbejdskraften har ændret sig. Kinas historiske vækstmirakel presser omkostningerne der op, mens USAs historiske nedtur presser priserne der ned. Der er ikke længere de samme indlysende besparelser at hente på at udflage produktionen, som for ti år siden.
Den smukke version af historien er, at GE som virksomhed har fundet sammen med myndigheder og fagforeninger i en historisk trepartsaftale, der gør reindustrialiseringen mulig. Den vigtigste knast har været de amerikanske lønninger, der har været alt for højt sammenlignet med de asiatiske. Samme problem, danske erhvervsledere peger på som den "altoverskyggende udfordring" for industriproduktion i Danmark.
I Louisville har GE sammen med fagforeningerne forhandlet sig til en ny såkaldt "globalt konkurrencedygtig løn", som for en fabriksarbejder typisk ligger mellem 14 og 18 dollar i timen - eller halvdelen af, hvad den var for 10 år siden. Det svarer til en løn på omkring 200.000 kr. om året. Samtidig har GE sammen med myndighederne forhandlet sig til en skatterabat, der reelt betyder nul kroner i virksomhedsskat, ligesom GE får lokalt skattefinansierede subsidier.
Både GE, fagforeningerne og borgmesteren i Louisville udtrykker tilfredshed med modellen. Ingen brokker sig. Som gaffeltruckfører Linda Thomas, 37 år, der var en af de første, der blev ansat under de nye overenskomster, og nu tjener 18,19 dollar i timen - godt 100 kr. - uden udsigt til yderligere stigninger, siger det til New York Times: "Ingen har lyst til at få båden til at gynge. Du risikerer at miste alt, hvis du gør det." GE får flere hundrede ansøgninger til hvert job, der bliver slået op.
De nye "globalt konkurrencedygtige" lønninger er på ingen måde et særskilt GE-fænomen. Amerikanske bilfabrikker, dækproducenter, stålvalseværker og andre industrivirksomheder har forhandlet sig til lignende aftaler, der i visse tilfælde betyder endnu lavere timeløn, end 14 dollar. Det er heller ikke et isoleret amerikansk fænomen. Tyskland har god gang i industriproduktionen og har haft stort held med de skatte- og afgiftsfrie såkaldte "mini-job" til 3.000 kr. om måneden. Der er i dag over syv millioner mini-job i Tyskland. Til forskel fra den amerikanske model er de tyske mini-job tænkt som en slags midlertidige indslusningsjob.
Det er den virkelighed, Danmark er oppe i mod, når der nu herhjemme bliver talt om reindustrialisering og nødvendigheden af at industrisamfundet bliver genfødt. Resultatet af den seneste danske industrioverenskomst blev lønstigninger på "kun" 1,35 kr. i timen. Hvordan det sikrer globalt konkurrencedygtige lønninger, når den gennemsnitlige timeløn for den danske industriarbejder er knap 300 kr., kan være svært at se.
Nok kan vi kompensere for høje lønninger med mere uddannelse, bedre ledelsesmetoder, tættere samarbejde med forskningsinstitutioner, flere robotter og nye maskiner, satsning på industrielle kompetenceklynger, lavere selskabsskatter og så videre. Men alt det er helt selvfølgelige grundforudsætninger for både de amerikanske og tyske industrisatsninger, før kravet om globalt konkurrencedygtige lønninger.
Det skal blive interessant at se hvad det danske svar på fremtidens industrielle produktion bliver, når regeringens produktivitetskommission har tænkt færdig.

Berlingske Business Magasin

Tilbage
Mikael R. Lindholm, Fyrrevej 15, 2680 Solrød Strand, Telefon: , mrlindholm@mail.dk