Den tabte generation
Dato
14-05-2012

Den tabte generation

Marta Fernández er journalist og burde være lykkelig. Hun fandt efter lang tids søgen rent faktisk et job på et medie i Madrid. Lønnen er 300 euro - godt 2.000 kr. - om måneden. Det dækker ganske vist knap nok huslejen. Men hun er en af de heldige, som millioner af arbejdsløse i Spanien misunder. Hun har et job.
Den sociale katastrofe i kølvandet på finanskrisen er stadig blot i sin vorden. Måned for måned stiger arbejdsløsheden i Europa. Spanien er værst ramt med en foreløbig rekord på 24,1 pct. arbejdsløse i marts. Fuldt på niveau med depressionen i 1930'erne.
Det er især de unge, der betaler prisen. Mere end hver anden spanier - over 50 pct. - under 24 år står nu uden arbejde eller uddannelse, og andelen vokser fortsat eksplosivt. Hundredetusinder forsøger at komme ud af landet for at finde arbejde andre steder. Eftersom der nærmest intet er i Europa, søger mange til Mexico. Sådan er rollerne mellem industriland og udviklingsland byttet om.
Samme udvikling præger resten af Europa. Selv om ikke alle - i hvert fald endnu - er lige så hårdt ramt, som Spanien, er den forsvundne vækst ved at skabe en tabt generation på arbejdsmarkedet. Tilmed den generation, der var udset til at skulle arbejde hårdt og dygtigt for at bære samfund overbefolket med ældre videre. Nu er store dele af den generation ved at blive socialt marginaliseret med udsigt til selv at skulle forsørges.
Alt efter hvor stor den sociale katastrofe får lov til at vokse sig vil udviklingen trække dybe slæbespor årtier frem. Og et er den menneskelige tragedie og tabte velstand. Andet er den politiske pris. Hvem vil den tabte generation stemme på i fremtiden? Proteststemmerne fælder allerede nu regeringerne, uanset partifarve.
Historikerne vil uden tvivl være alt andet end blide ved vor tids politikere. Især de, der regerede i 00'erne og sad ekspertadvarslerne om boligboblen og dens konsekvenser overhørige, fordi de ikke havde lyst til at stoppe forbrugsfesten og støde vælgerne.
Det er især de lande, der havde den største boliglånsfinansierede fest, hvis unge nu betaler den højeste pris. Spanien eksalterede i byggeboom i 00'erne. Det fik mange unge til at droppe uddannelsen for at tjene gode penge her og nu i byggeriet. Finanskrisen stoppede byggeriet nærmest fra den ene dag til den anden, hvilket efterlod millioner uden arbejde og uden uddannelse - på et europæisk arbejdsmarked, hvor globaliseringen systematisk fjerner ufaglærte job og stiller stadig større faglige krav til fremtidens job.
Selvbeskyttende arbejdsmarkeder i store dele af Europa straffer samtidig de unge ekstra hårdt. I mange lande uden for Danmark er det dyrt for arbejdsgiverne at afskedige fastansatte, så de får lov til at blive - mens unge, der er heldige og kan få ansættelse, typisk får en korttidskontrakt, ofte til en kinesisk løn.
Alt imens eskalerer finanskrisen i Europa. Frygten for bankkollaps i stor skala vokser, ligesom statsfinanserne i lande som Grækenland, Portugal, Italien, Spanien og - frygter nogle - også i Frankrig er under voksende pres, trods redningsaktioner. Selv i Tyskland, som har klaret sig bedst gennem krisen, stiger arbejdsløsheden nu.
Snart fire år efter krisen brød ud er den stadig ikke under kontrol. Tværtimod ser den hidtidige indsats ud til at have forværret den. Den tidligere amerikanske finansminister Larry Summers advarer om, at de hårde sparekrav i forbindelse med hjælpepakkerne snarere er en opskrift på katastrofe, end en redning.
Problemet ligger i krisens karakter. Krisen er drevet af, at private har lånt langt ud over evne med sikkerhed i værdier, der med boligprisernes kollaps er forsvundet. Den private gæld truer bankerne og skaber en kreditklemme, som forstærker krisen. Samtidig belaster krisen de offentlige finanser, hvilket skaber usikkerhed om landenes betalingsevne. Det skaber en kreditklemme i den offentlige økonomi.
Indtil nu har regeringerne forsøgt at redde bankerne og få bugt med den private gæld, samtidig med at de har skåret hårdt i de offentlige budgetter. Men massive besparelser både i den private og offentlige sektor samtidig er en tango til den sikre økonomiske død - og en tabt generation.
Historien burde være en støtte. Da amerikanerne greb ind og hjalp et kriseramt Europa fra økonomisk kollaps efter Anden Verdenskrig og dermed fra at falde i favnen på totalitære og ekstreme ideologier, blev Marshall-hjælpen ikke ledsaget med krav om defensive besparelser, men offensive investeringer i vækst og produktivitet. Den opskrift lagde grunden til årtiers velstand og opblomstringen af de europæiske velfærdssamfund.
Nu efterlyser blandt andet ECBs centralchef Mario Draghi en "vækstpagt" i Europa. På høje tide. Det er uforsvarligt at fortsætte den nuværende europæiske strategi, som en kommissær beskriver som "at sparke til dåsen hen ad gaden, mens vi venter på, at noget sker". Udfordringen er langt større nu, end for to år siden - og mindre, end den vil være om to år.
Den danske model med en statsfond, der kan finansiere vækstinitiativer, er god, men utilstrækkelig. Det er helt nødvendigt, at de europæiske regeringer i samlet front ændrer strategi og indsats.
Hvis vi ikke formår at mobilisere en vækstsatsning selv, er der til forskel fra før den hage, at USA denne gang næppe kommer os til hjælp. De har mildest talt deres egne problemer, hvilket svulmende teltbyer af arbejdsløse over hele USA vidner om.
Og så er der kun kineserne tilbage. Men deres hjælp vil givetvis blive ledsaget af helt særlige krav. Vil vi det?

Berlingske Business Magasin

Tilbage
Mikael R. Lindholm, Fyrrevej 15, 2680 Solrød Strand, Telefon: , mrlindholm@mail.dk