Læren fra Asiens nye velfærdssamfund
Dato
06-10-2012

Læren fra Asiens nye velfærdssamfund

De nye asiatiske velfærdssamfund kan blive den katalysator, der udløser en reform af det danske velfærdssamfund, som vi tydeligt har behov for, men ingen politikere for alvor formår at få greb om.
Lande som Kina, Indien, Indonesien, Sydkorea, Taiwan, Singapore og flere andre er nu hastigt ved at opbygge velfærdssystemer med sundhedsforsikring, folkepensioner, socialhjælp, arbejdsløshedsunderstøttelse og hvad der ellers kendetegner velfærdssamfundet.
Kina har netop udvidet folkepensionen til at omfatte yderligere 240 millioner mennesker i landområderne. Langt flere, end det amerikanske offentlige pensionssystem dækker. For få år siden stod 80 pct. i de kinesiske landdistrikter uden en pension. Nu har alle det. I Indien har regeringen indført en garanti på 100 dages betalt arbejde til minimumsløn til alle og udvidet de offentlige sundhedsydelser til 110 millioner fattige, mere end det dobbelte af antallet fattige uden sundhedsforsikring i USA. I Indonesien har regeringen besluttet at indføre sundhedsforsikringer til alle sine 240 millioner indbyggere senest i 2014.
Udrulningen af velfærdssystemer i Asien sker i et tempo og et omfang, som mangler historisk sidestykke. Det signalerer et kolossalt skift i de asiatiske samfund bort fra ren vækstfokus til også velfærd. Forklaringen er simpel nok. Social tryghed leverer politisk stabilitet, hvilket er en grundforudsætning for økonomisk vækst i et samfund. Det indså den tyske rigskansler Otto von Bismarck allerede i 1880erne, da han grundlagde velfærdssamfundet ved - i pagt med det tyske erhvervsliv - at skattefinansiere en folkepension og indføre offentlige sociale ydelser. Det var et modtræk til den massive udvandring af tysk arbejdskraft til det forjættede Amerika, hvor enhver var sin egen lykkes smed, men også stod alene, hvis ulykken var ude. Siden indså også amerikanerne, at grundlæggende velfærdsydelser er en forudsætning for stabilitet og vækst.
Nu er historiens lære kommet til Asien.
Men der er forskelle. For det første vil asiaterne gøre, hvad vi var 50 eller 100 år om, på et enkelt årti. For det andet har de asiatiske velfærdsstrateger masser af erfaringsgrundlag at trække på. Især, hvad man ikke skal gøre. Derfor er der en stor sandsynlighed for, at vi vil se næste generations forbedrede velfærdssamfund vokse frem på den anden side af jordkloden - en øvelse, der vil fungere som et spejl for vores strategi.
For eksempel er Indonesien ved at bygge den største sundhedsforsikring i verden. Staten vil opkræve skatter og betale regningerne. Men staten vil ikke selv levere ydelserne. Blot fordi staten garanterer borgerne en sundhedsydelse, betyder det ikke, at alle sygeplejersker skal være offentligt ansatte. Tværtimod vil regeringen lade mange leverandører konkurrere om at levere ydelserne, hvilket både sikrer en sund prisdannelse og et fokus på innovation og udvikling - leverandørerne vil kæmpe om at levere det bedste til den mest attraktive pris. Med andre ord bliver markedsmekanismen indbygget i velfærdssystemet fra start.
Hvad er perspektivet i det for Danmark? Hvis vi havde valgt Indonesiens model, havde vi formentlig i dag haft en driftig dansk velfærdsindustri i form af privat-offentlige selskaber, der kunne tilbyde Asien produkter og løsninger, der imødekom den kolossale efterspørgsel. Hvis vi havde valgt Indonesiens model, ville vores udgifter til velfærd med sikkerhed være milliarder lavere, mens ydelserne ville være bedre. For markedet har altid drevet nytænkning og belønnet nye og bedre løsninger. Det ville have været et kæmpebidrag til den danske konkurrenceevne.
I stedet vil vi ikke alene se, at en historisk markedsmulighed går os tabt, fordi vi ikke har udviklet en velfærdsindustri, der kan udnytte den asiatiske udvikling, vi vil også være hæmmet af et unødvendigt dyrt og ineffektivt velfærdssystem, der skader vores konkurrenceevne.
Kunne vi gøre det anderledes? Kunne vi forvandle velfærdsydelser fra at være en økonomisk møllesten om samfundshalsen til et vækstlokomotiv? Selvfølgelig. Men det kræver en kulturændring, som er vanskelig.
Som en ambitiøs, dygtig offentlig leder forleden beklagede under en workshop om innovation, 'det er svært at få vores offentlige medarbejdere til at udvikle radikale innovationer, fordi de er bange for, at de kommer til at spare deres egne job væk'. Det er korrekt. I det lukkede offentlige system fører innovation ikke til vækst, men besparelser. Derfor forbliver de fleste offentlige innovationstiltag rene alibi-projekter. De kan vises frem af ildsjælene og roses af cheferne, men de gør ingen reel forskel, fordi flertallet af kollegerne reelt ikke ønsker dem.
Hvad der skal til er ud-af-boksen-tænkning. Hvis det offentlige bryder ud af sin selvskabte boks og entrerer med private virksomheder om opgaverne, vil de private virksomheder kunne bruge velfærdsinnovationen til vækst og beskæftige flere medarbejdere. Men det fordrer i praksis, at de offentlige medarbejdere er villige til at skifte til private arbejdsgivere. Og lige der dør de danske reformforsøg.
Hvad der sker i Danmark netop nu, er det modsatte af i Asien. Kommunerne skærer private leverandører væk som et led i spareøvelser, uanset om de private leverer bedre løsninger eller ej. Sigtet i kommunerne er at bevare og beskytte egne arbejdspladser. Det vil hverken reformere det danske velfærdssystem eller gøre det konkurrencedygtigt i forhold til de fremvoksende asiatiske alternativer. Som samfund vil vi blive svækkede.
Regeringen kan ganske vist se dette og vil også forandringen. Men med et kommunalt selvstyre i Danmark forbliver viljen ord uden handling. Formentlig vil vi først se forandring, når de asiatiske velfærdssystemer viser deres resultater og vores model bryder økonomisk sammen.

Berlingske Business Magasin

Tilbage
Mikael R. Lindholm, Fyrrevej 15, 2680 Solrød Strand, Telefon: , mrlindholm@mail.dk