Hvem skal eje Danmark?
Dato
10-10-2011

Hvem skal eje Danmark?

Vil horder af udenlandske virksomheder gå på rov i Danmark og forvandle os til en filialnation bemandet med pedeller og ekspedienter? DuPonts køb af Danisco og G4S' tilbud på ISS har udløst national ængstelse over at Danmarks store virksomheder forsvinder ud af landet. Umiddelbart er ængstelsen overdreven. Mange af de vigtige danske erhvervslokomotiver kan slet ikke købes. A.P. Møller - Mærsk, J. Lauritzen, Carlsberg, Danfoss, Grundfos, Novo Nordisk, Lundbeck, William Demant, Egmont, Aller, Hempel, Rambøll, V. Kann Rasmussen, Løvens, Novozymes, LEGO og mange flere er alle fondsejede eller familieejede virksomheder, hvis ejerskab vanskeligt kan udfordres. Og måske er det meget heldigt. Ikke alene har de i alt 121 danske fondsejede virksomheder en afgørende betydning for væksten, fornyelsen og udviklingen i Danmark, de står også ifølge en analyse, som professor Steen Thomsen fra Center for Corporate Governance på CBS har udarbejdet, for mere end 20 pct. af den samlede private beskæftigelse. For mange af virksomhederne gælder det, at stifterne eller familien bag virksomheden har valgt at lægge aktierne i en fond netop for at sikre ejerskabet i fremtiden og forhindre en udenlandsk overtagelse. For at kunne rejse kapital til international ekspansion har flere udstedt aktier og solgt dem på fondsbørsen. Typisk B-aktier med begrænset stemmeret, mens A-aktierne med den bestemmende indflydelse ligger i fonden. Faktisk er hele 35 pct. af de børsnoterede danske virksomheder familieejede. Det er en fem gange så stor andel som i gennemsnit på de europæiske børser. Hvilket gør fondseje - eller såkaldt koncentreret ejerskab - til en udpræget dansk ejermodel. Og faktisk fungerer modellen godt. Ifølge Steen Thomsens analyser har de familieejede og fondsejede virksomheder over de seneste årtier i gennemsnit leveret lidt bedre resultater, end de investorejede virksomheder - altså virksomheder med spredt ejerskab, hvor hvem som helst i princippet kan komme med et godt tilbud til aktionærerne, fordi de mener, at de kan drive virksomheden bedre, og købe hele herligheden. Når fondsejerskab fungerer godt skyldes det ifølge Mads Øvlisen - tidligere topchef i det fondsejede Novo Nordisk - at relativt få og forpligtede mennesker bestemmer det lange sigte i virksomheden, hvilket har afgørende betydning både for virksomhedens udviklingsmuligheder og dens evne til at bidrage til samfundet. "Fondsejerskabet har helt klart haft stor betydning for hvordan mine kolleger og jeg udviklede Novo Nordisk - og hvordan vi udviklede os som ledere," siger han i sin nye bog, Heartcore, hvor han udfolder den ledelsestænkning, som har gjort Novo Nordisk til en af verdens mest succesrige medicinalvirksomheder og et globalt foregangseksempel på samfundsansvarlighed - foruden stordonor til dansk forskning. Sådan var det næppe gået, hvis Novo Nordisk ikke havde været fondsejet. Virksomheden ville med stor sandsynlighed for længst været blevet opkøbt og opslugt af en langt større udenlandsk virksomhed. Hvilket givetvis også gælder for mange af de øvrige fondsejede danske virksomheder. Så skrækscenariet om Danmark som en erhvervsmæssig sidegade i den globale økonomi bliver derfor først for alvor til virkelighed, hvis fondsejerskabet bliver udfordret. Hvilket udmærket kan ske. Men hverken fondseje eller familieje garanterer i sig selv succes. Adskillige fondsejede virksomheder er gået til grunde, fordi fondsbestyrelsen praktiserede dårlig ledelse bag hermetisk lukkede døre. LEGO havnede i 1990erne i en dyb krise meget takket være en passiv og svag bestyrelse, som var udpeget af den enerådige patriark, Godtfred Kirk Christiansen. Samtidig skaber fondseje begrænsninger. Carlsberg var ved at blive hægtet af det internationale ølmarked, fordi fondets fundats begrænsede virksomhedens opkøbsmuligheder. Succes handler snarere om kvaliteten af ejerskabet. Sidder der en kompetent bestyrelse i fonden, der formår at udfordre og inspirere virksomhedens ledelse, og som sørger for åbenhed og gennemsigtighed i fondsbestyrelsens eget virke, så den også selv kan udfordres? I mange fonde er svaret på det sidste et nej. En lang række fonde er lukkede, ikke mindst omkring regnskaber, de betaler ofte uforklarligt lidt i selskabsskat og rapporterer ikke - trods deres indflydelse - om samfundsansvar, sådan som de største børsnoterede virksomheder i dag skal. Det svækker omverdens tillid til fondene og rejser krav om politisk regulering, der meget vel kan underminere selve fondsejet. Samtidig er EU-Kommissionen under pres fra finansielle investorer - mange af dem private kapitalfonde, en relativt ny og aggressiv ejerform - der gerne ser, at stemmedifferentieringen mellem A- og B-aktier forsvinder i EU, så virksomhederne bliver åbne for opkøb. En offentlig opinion med mistillid til fondsejerskab kan få kommissionen til at give efter for presset, når emnet kommer til behandling. Sker det, bliver de udenlandske horder ganske rigtigt sluppet fri. Mads Øvlisen kritiserer de danske fonde for med deres lukkethed at ødelægge fremtiden for fondsejerskabet: "Hvis fonde, som har så stor betydning, og som repræsenterer en ejerform, der er så vigtig for Danmarks vækstmuligheder og fornyelsesevne, ikke driver deres virksomhed ordentligt og opfører sig på en måde, som er i overensstemmelse med samfundets grundlæggende forventninger om, hvordan virksomheder skal opføre sig, så er de med til at ødelægge mulighederne for at videreføre en enestående god ejermodel i Danmark." Løsningen? Regeringen burde gøre det til en prioritet at nedsætte et udvalg, der udvikler et sæt forpligtende regler for god fondsledelse. Lige som Nyrup-regeringen nedsatte et udvalg til at udvikle regler for god selskabsledelse. De danske fonde har rent faktisk selv forsøgt at udarbejde et kodeks for god fondsledelse - men resultatet er blevet for bredt og uforpligtende til at skabe gennemsigtighed og tillid. Så de har brug for hjælp til selvhjælp. For Danmarks skyld. Berlingske Nyhedsmagasin
Tilbage
Mikael R. Lindholm, Fyrrevej 15, 2680 Solrød Strand, Telefon: , mrlindholm@mail.dk