Danmarks lysegrønne drømme
Dato
20-03-2009

Forfatter(e)
Tænketanken

Danmarks lysegrønne drømme

Tanken er god nok. Danmark skal være en grøn vindernation. I skyggen af finanskrisens hærgen venter klimakrisen. Den handler ikke blot om at redde verdens økonomiske livsgrundlag, men selve verden. Intet mindre. Og vi kan blive rige på at redde kloden.

                      De sidste ti år har Danmark haft en vækst i eksport af miljøteknologi, som ligger tre gange højere end resten af eksporten. Klimateknologi står nu for 7,5 pct. af den samlede danske eksport. Men det er kun begyndelsen. Det kan blive til meget mere.

                      For at nå de politiske klimamålsætninger, som EU, USA og andre foreløbig har sat sig for, skal der skønsmæssigt investeres 24.000 milliarder kr. globalt frem til 2030 i grøn teknologi og infrastruktur. Lidt af et marked.

Faktisk et rent grønt "eldorado" for erhvervslivet, som Martin Lidegaard, formanden for Concito, Danmarks grønne tænketank, udtrykte det i sidste uge på et møde i Fujitsu Executive Discussion Evening. Han diskuterede klodens sande tilstand sammen med Bjørn Lomborg, verdens måske mest velkendte klimadebattør, og Jørgen Mads Clausen, bestyrelsesformand for Danfoss, en af Danmarks største industrivirksomheder, samt en lang række topledere fra private og offentlige virksomheder, mens 1.000 forskere fra hele verden tegnede nye dystre udsigter for klodens klima på en klimakongres i København.

Og sandheden er jo, at uanset hvor meget vi gør i Danmark for at reducere udslippet af drivhusgasser, så kan vi ikke gøre den store forskel på den globale klimaudvikling. Selv hvad vi måtte skære ned bliver med al sandsynlighed blot til merforbrug andre steder i EU takket være det europæiske system for handel med CO2-kvoter.  

Til gengæld kan Danmark gøre en reel forskel ved at udvikle nye klimateknologier, som kan eksporteres til resten af verden og som - når de bliver taget i brug af andre - rent faktisk vil kunne gøre en forskel for klimaet. Hvis det lykkes, kan vi såmænd blive rige, mens vi redder kloden. Helt i tråd med den danske kræmmersjæl.

Spørgsmålet er så, om vi gør nok for udnytte den mulighed. For at eksportere os rige i grøn teknologi skal vi først udvikle og teste den på det danske hjemmemarked. Vi skal være et grønt eksperimentarium. Det kræver dels masser af kapital til forskning, til cleantech-projekter og til nye klimavirksomheder, dels incitamenter i form af skrappe lovkrav, grønne afgifter og investeringstilskud, der kan få virksomheder og forbrugere til at købe de nye, i begyndelsen typisk dyrere klimateknologiske produkter. Simpelt nok.

                      Men ifølge toplederne på Fujitsu Executive Discussion Evening håndterer regeringen ikke det simple godt nok til at sikre Danmark grøn succes. Faktisk anså kun en ud af ti af toplederne, at regeringen agerer "fremsynet" på klimaområdet, mens hver tredje mente, at indsatsen er "utilstrækkelig".

                      Regeringen sikrer hverken ressourcer nok til forskning, kapital nok til cleantech-iværksættere eller tilstrækkeligt gode incitamenter til at få virksomheder til at investere grønt og forbrugere til at købe grønt. Anders Fogh Rasmussens grønne korstogt fremstår med andre ord hovedsagelig som politiske markeringer.

                      Synd. Fordi en ud af fire af de danske topledere ser klimakrisen som en forretningsmæssig mulighed. Det er mange. Globalt ser kun en ud af ti erhvervsledere klimakrisen som en mulighed. Størsteparten ser den som en trussel. Hvilket indikerer, at netop danske virksomheder kan have særlige muligheder på fremtidens grønne megamarked.

                      Hvilken skam, hvis Danmarks lysegrønne drømme forbliver netop blot drømme.

Berlingske Nyhedsmagasin


Tilbage
Mikael R. Lindholm, Fyrrevej 15, 2680 Solrød Strand, Telefon: , mrlindholm@mail.dk