Fra arbejdsstyrke til innovationsstyrke
Beskrivelse
Dagens største ledelsesopgave er at omstille arbejdsstyrken til en innovationsstyrke.

Vi står over for en vifte af teknologiske nybrud, fra digital og menneskelig kunstig intelligens til nye materialer, robotteknologi, nanoteknologi, bioteknologi, energilagring, m.m., der skaber forandringer og griber ind i stort set alle forretningsmodeller og brancher. Man kalder det disruption og den fjerde industrielle revolution. Det er knap nok begyndt. Alligevel ser virksomhed efter virksomhed deres kendte marked forandre sig til uigenkendelighed. Som topchefen for Maersk Line, verdens største containerrederi, sagde sidste år: "Vores største konkurrent er Amazon." Hvem havde set det for fem år siden?

I denne verden af hyperforandringer er det eneste værn en innovativ arbejdsplads, hvor alle bidrager med viden og ideer, og hvor medarbejderne formår at omsætte den viden og de ideer til nye løsninger, hvad enten det er et produkt eller en ydelse. Stilstand er ikke længere en mulighed. Den eneste varige konkurrencefordel er konstant forandring.

Men - hvordan udvikler man en innovationskultur, hvor alle hylder nytænkning og accepterer, at det uprøvede ikke altid virker? Hvordan fremmer og håndterer man ideer? Hvordan sammensætter man kompetencer, der udvikler ideerne til løsninger med værdi? Hvordan måler man succes med innovation?

Mikael Lindholm står bag et internationalt udviklingsarbejde, som har ført til en ledelsesmodel for innovation - Innovationens Syv Cirkler. Modellen er inspireret af, hvordan en række af Danmarks dygtigste virksomheder arbejder med innovation, blandt andet Lego, Grundfos, Danfos, Oticon, Novozymes, Coloplast og mange flere. Modellen er indarbejdet som en EU standard for innovationsledelse og udbredt i hele Europa.

I dette foredrag leverer Mikael Lindholm svarene på, hvordan en organisation omstiller sig til de krav om fornyelse og udvikling, som dagens markedslads kræver.




Tilbage
Mikael R. Lindholm, Fyrrevej 15, 2680 Solrød Strand, Telefon: , mrlindholm@mail.dk