Hjernepligt, ja tak
Beskrivelse

PRESSEMEDDELELSE - Verden er i krise. Eksporten kollapser. Kreditten er tørret ud. Forbruget styrdykker. Arbejdspladserne forsvinder. Klimaet lider. Hvad skal vi gøre?

Behovet for friske, offensive ideer, der leverer optimisme og åbner tankerne for nye muligheder har aldrig været større. Udebliver de, risikerer vi derimod, at de defensive tanker får overtaget. Nationalisme. Protektionisme. Ekstremisme.

Danmark er en af verdens mest kreative nationer. Talrige undersøgelser viser, at få lande har en befolkning, der får og bruger så mange egne ideer på arbejdspladsen, som danskerne. Og ifølge en spørgeundersøgelse foretaget af Userneeds sværger 89 pct. af danskerne da også til nye ideer som svaret på fremtidens udfordringer og konkurrence.

"Danmark er en kreativ stormagt. Hvad med at inspirere resten af verden og levere det gode eksempel ved at sætte den danske iderigdom på formel? Lad os indføre frivillig hjernepligt i Danmark. Hvad skal vi i grunden med værnepligt i innovationsalderen? Meget bedre, hvis vi rekrutterer enhver tankefør mand og kvinde til at tænke for Danmark, og komme med ideer og forslag til hvordan vi bedst håndterer fremtiden," siger Mikael Lindholm, ide-manden bag Hjernepligt.

Ved at arrangere en national brainstorm - en folkets tænketank - kan Danmark få en ny fælles platform for en debat og fornyelse, der involverer og engagerer hele befolkningen.

"Med frivillig hjernepligt kunne Danmark vise resten af verden hvordan man i dagens it-drevne innovationssamfund kan mobilisere befolkningens kreativitet omkring håb og nytænkning, frem for at overlade fremtiden til mismod og rådvildhed," siger Mikael Lindholm.

Første skridt til at indføre hjernepligt i Danmark er ved at åbne en debat om ideen. Det sker på bloggen www.hjernepligt.com.

 



Download




Oprettet
April 2009

Tilbage
Mikael R. Lindholm, Fyrrevej 15, 2680 Solrød Strand, Telefon: , mrlindholm@mail.dk