Ny chefredaktør på Computerworld
Beskrivelse
PRESSEMEDDELELSE - Mikael R. Lindholm, 44 år, tiltræder som ny ansvarshavende chefredaktør på Computerworld, Danmarks toneangivende medie om it og informationssamfundet.

"Med Mikael Lindholm i chefredaktørstolen har vi fået en af landets mest kompetente formidlere på holdet. Mikael er en perfekt match for os. Han kan med sin omfattende medieerfaring og dybe indsigt i it- og innovationsområdet fortsætte den ekspansion, Computerworld er inde i," siger Søren Queitsch, administrerende direktør i IDG Danmark.

Kritisk journalistik og sans for nyudvikling karakteriserer Mikael Lindholms karriere. Han kommer fra en stilling som redaktør og udviklingsdirektør i Huset Mandag Morgen. Inden da var han chefredaktør for Berlingskes Nyhedsmagasin, som han relancerede med fokus på de ledelsesmæssige konsekvenser af ny teknologi og globalisering. Forinden havde han som redaktionschef på dagbladet Børsen gennemført en fornyelse af avisens redaktionelle linie.

"Informationsteknologien er selve livsnerven i det moderne samfund. Vores muligheder for at begå os i den globale økonomi er tæt knyttet til vores evne til at forstå og udnytte informationsteknologien. Det er en utroligt spændende opgave at udvikle det førende medie på dette område og forme fremtidens vigtigste dagsordener," siger Mikael R. Lindholm.

Mikael Lindholm har udgivet en lang række bøger og rapporter om international erhvervs- og samfundsudvikling. Heriblandt "Slip danskerne løs - Danmark efter informationssamfundet" og "Den digitale købmand", der som den første danske bog udkom på internettet. På Berlingske Nyhedsmagasin etablerede Mikael Lindholm Innovations Forum og siden "Fremtidstanken - et forum for innovationstænkere", som blev fulgt op af debatbogen "Slip innovationen løs - Danmark som kreativ stormagt". Sidstnævnte projekt blev platform for Innovation Cup, konkurrencen om Danmarks mest innovative virksomheder.

IDG Danmark er landets førende formidler af viden om it såvel på internettet som på tryk med den forretningsorienterede avis Computerworld og magasinet PC World til private. IDG Danmark er et datterselskab af International Data Group, Boston, verdens største udgiver af it-orienteret information med over 300 publikationer i 85 lande.

Oprettet
Marts 2006

Tilbage
Mikael R. Lindholm, Fyrrevej 15, 2680 Solrød Strand, Telefon: , mrlindholm@mail.dk